Min første isbjørnekrammer

Jeg har krammet min første isbjørn i dag! Godt nok var det kun skindet, men den var stor som et poolbord og den var med klør på og det hele. Andreas fra min barak havde købt det, og jeg lagde bil til at hente huden hjem. Skinnet er smukt cremefarvet og glansfuldt, og lugter af dyr og fedt. Undersiden er helt rå, tørret og fedtet, mens pelsen er strid. Ikke ligefrem en krammebamse. Den er røget lige i fryseren sammen med isbjørnekraniet, han også købte. Det ville lugte for meget på værelset, og måske begynde at rådne. For at kunne have det i DK skal det kemisk graves, hjemmegarvning holder kun heroppe, fordi luften er så tør.

Men hey, hvorfor er der lige isbjørne goodies på basen nu? Fordi dagen i går, var dagen, hvor alle fangere i distriktet er inviteret til basen til Armed Forces Day. Hvorfor det hedder sådan aner jeg ikke, men det er en dag med en masse aktiviteter på isen og fangerne kommer rejsende på hundeslæder (alternativt helikopter) med familier, kunsthåndværk og håbet om at vinde førstepræmien i hundeslædevæddeløbet – en riffel. Familierne er strømmet til i sidste uge, lige fra bedstemor til baby, og da jeg kom hjem fra slædetur i onsdags, var der allerede godt fyldt op ved bordene i Dining Hall til aftensmaden.

På selve dagen i går var der mukluk hockey (hockey på is med støvler på og koste som stave), gratis helikoptertur over basen, is petanque, pølsevogn og ikke mindst hundeslædeløbet. Der var 13 slæder til start med hver sin "ballast" af en base beboer. De allerfleste slæder er fra Savissivik (bygd 300 km syd på. En tre-dages tur på slæde), faktisk ved jeg ikke, om der er nogen fra Qaanaaq. Der var også menneskeslædeløb, en amerikansk opfindelse, hvor holdene selv bygger slæderne af alt muligt, og den skal kunne bære en person. Som en polar udgave af at bygge sæbekassebiler. Der er så mennesker i den anden ende af skaglerne til at trække i stedet for hunde. Det er super sjovt at se, for der er altid nogen, der vælter, og det ender med en dynge af folk, filteret ind i snore og hinanden.

Der var også en anden førstegangs foreteelse i dag. Endelig kom jeg ud at køre ATV på isen. Altså jeg sad bag på, med Kasim brandmand ved rettet, og det var bare fedt jorde derud af på isen i det brede spor over til Poul Hennings hytte, der er meget velbesøgt i sæsonen til en kop kaffe og røverhistorier.  Der  var masser af sæler oppe på isen for at slikke solskin, og kæmpe isbjerge med blå striber af indefrosset smeltevand stod slørede i luften af bittesmå snefnug, der disede horisonten til.

Indenfor i den lille hytte var der fyret godt op, og der var vand på kedlen og småkager på bordet. Poul Henning og hans kone Marie arbejder på basen og har gjort det i mange år. De er oppe i alderen, men hygger sig gevaldigt med at tage hver deres snescooter over til hytten om vinteren (de har faktisk to hytter, der er også en ved vandfaldet ovre på base siden af fjorden). Båd om sommeren, og nu også ATV, så de kan komme i hytte lige meget om der er fastis eller lidt is på vandet eller meget eller lidt sne på land. Motoriseret til at komme frem i alle årstider. De har før boet i mange år i Ilulissat (Jakobshavn), og Marie kan kun lide at spise sælerne der nede fra. Hellefiskene er det lige meget hvor kommer fra, men de smager vist også lidt anderledes her nord på.

Det var mig lidt en gåde, hvordan hytten var blevet bygget, der 17 km ovre på den anden side. Havde de mon sejlet materialerne over? Med et smørret grin fik jeg gæstebogen i hånden, og der på de første sider, var der billeder af byggeriet og – ja, transporten. Huset blev bygget i en af de opvarmede hangarer, og bugseret over isen med et larvefodskøretøj i vinteren ´99 til dets nuværende location ved en lille vig. What else, når man nu er på en flyvebase i aktis?!

Vi brugte flere timer på at drikke kaffe og der blev fortalt historier om storme til havs, Divya Das, der var blevet inviteret ind på kaffe i hytten på Disko Øen, pludselig tåge, GPS’er der ikke virker, pakistanske taxichauffører, der hele tiden kørte galt og alle mulige folk på basen, der havde arbejdet der for lang tid siden. Det blev aldrig rigtig vejr til at køre ind i fjorden og se på gletscherne, så det må jeg have til gode til næste gang.

Der kommer snart historier fra slædeturen, men lige nu kan jeg ikke finde min lille dagbog og jeg er bange for, at jeg har glemt den i Qaanaaq. Må lige støvsuge værelset igennem en gang til.

Opstart på slædetur

Er næsten færdigpakket til i morgen, og håber at jeg ikke har glemt noget essentielt. I onsdags fløj helikopteren ikke, en af piloterne var syg, så jeg blev lidt bekymret. I dag så jeg den i luften, så mon ikke også den skal på arbejde i morgen. Turen starter kl. 9.00, og det tager 45 min at flyve op til Qaanaaq, hvor min 4-dages slædetur starter. Så bliver jeg hentet af Hans fra hotellet (vist mere et vandrehjem), og så skal vi tale tur. Otto, som er den fanger, jeg skal ud med, han har et gæstehus i Siorapaluk, så mon ikke vi tager derop lørdag. Derefter så er det bare, hvad vejr og hunde bringer, skøøøøønt. Der er faktisk gode vejrudsigter både på DMI og Wunderground.com. Solskin siger den ene og varmt (minus 10), siger den anden, hvis bare noget af det holder stik, så er jeg heldig. Solcreme er der check på.

Udover min egen bagage, er jeg spækket med mild ost og M & M chokolade. Man kan jo savne de mærkeligst ting, og det her var indkøbssedlen fra en guidekollegas søster og svoger, der er fastboende deroppe. Jeg har fået anvisning på, hvor deres hus ligger og et B-nummer (alle bygninger har et nummer i Grønland ligesom på basen). I sidste ende er det nok lige så effektivt bare at spørge efter Jane :)

Indtil videre har jeg fri til og med fredag i næste uge, og hvis helikopteren ikke flyver onsdag, og jeg ikke får et slædelift tilbage til basen, så er jeg strandet deroppe i en uge. Den flyver jo ikke Lang Fredag. Lidt spændende, og jeg har taget strikketøjet med, hvis jeg nu skulle få for meget tid på hånden. Ikke computer og ikke bøger, der skal bare være plads til at nyde oplevelsen og omgivelserne.

Jeg er på sms med min gode ven Henrik. Han er i Cambodia på feltarbejde. Kunne vi være mere i hvert vores verdenshjørne? Ikke så meget is og sne der, og ikke så meget jungledyr her. Apropos dyr, så fik jeg lige de sejeste billeder på facebook fra Tasiilaq, hvor alle ungerne i legofarvede flyverdragter står rundt om en død blodig isbjørn, der ligger i favnen på en fanger. Så er der noget ved at gå tur med børnehaven!

Jeg var forbi posthuset for at hente post, men jeg have ikke postnøgler med til postboksen. Pyt, jeg kan komme ind bagved i postboksrummet med mit keycard, så jeg luffede derind alligevel. Der var en underlig lyd i gangen, og da jeg kom hen til låsen, stod den og blinkede og bibbede - helt klar i stykker. Nå, ingen post altså, jeg ringer den defekte lås ind til Service Call (vores altmuligmand service). Et par timer senere kommer jeg forbi igen, og der holder en servicebil, så jeg spørger manden, om låsen nu er i orden. Nej, det er den ikke, han havde ringet efter endnu en mand, der kunne komme og bryde døren ned -  øh hvad? - fordi re-set mekanismen til låsen sidder INDEN i postboksrummet. Vi var begge to færdige af grin, det er totalt Thulekludder af bedste skuffe :D

En tur på havisen

Søndag aften og solen brager ind af vinduet klokken 19.30. Jeg har fået nogle forsythia grene på arbejde, så jeg har mit eget lille forår i vindueskarmen med smørgule blomster på grenene, der gennemlyses foran vinduesglasset. Jeg kan høre Mette og Anette pludre inde ved siden af, Joss Stone er på lydsiden og jeg er har det godt. Kan mærke mine ben fra i går, hvor jeg var til en time med hende Marina, helsedamen. Sådan noget balance og core øvelses noget, mand, det var hårdt. Så mit lille løbeprogram og ud med Mette på isen i næsten to timer. Busted.

Vi havde en smuk tur til Dundas i lavt solskin med kun lidt vind, der er næsten en bred sti derover nu med fint sne på. Stadigvæk klædt på som en ninja, så vi gik afsted som to små røde brandmænd, helt sorte i ansigtet :) Der er så stille, når man bare knirker afsted derude og ser på lyset og solen bag sneskyerne, der laver bløde skygger på isen foran Dundasfjeldets sydside, mens fjeldet selv var helt hvidglødende. Du ville kunne lide det, at gå den tur. Over bygden var der en blå stribe himmel med lange røggrå skyer oven over og de sorte fjelde på den anden side af Wolstenholme fjord i midten. Landskab i lag. Betagende.

På vejen tilbage kom der en snescooter ræsende, og lidt efter en til. Den kørte bare så langsomt, så vi blev enige om, at det nok var en ATV. Men den var rigtig langsom, og så siger Mette : "Det er en cykel!", og det var det. En af Summit folkene var ude på en cykel med ballondæk, han kom helt ude fra bag Dundas. Jeg tænkte på dig, det kunne du sikkert godt tænke dig at prøve. Talte med Pat, også en Summit fyr, her til aften, og han havde været ude i dag på en almindelig cykel og det var gået fint. De havde cyklet fra Dundas bygd ud på Wolstenholme fjord til de tre isbjerge og videre ud. Det lyder helt fjollet - cyklet ud til isbjerge - men altså, det gjorde de :)

I dag har været slapperdag med nul træning. Bare almindelig luffen rundt, skrive mails, en lille morfar og så i biffen med Anette. Vi så Cannes vinderen af Grand Prix fra 2010 "Of Gods and Men", en fransk film, helt utroligt, at den er kommet her op. Rørende og vigtig historie med fantastisk landskaber, jeg fik et sug af lyst til at også at stå på en bjergside og kigge ud over en dal med marker og se træer vifte let i vinden, jeg er ved at have været her længe nok for denne gang, trænger til noget variation, kan jeg mærke. Det bliver godt at komme en tur til Qaanaaq og se noget lidt andet, selv om det landskabsmæssigt er fra samme kategori så at sige. Vejrudsigten siger sne deroppe i næste weekend, men det kan jo nå at ændre sig. Holder det stik, så er det gode, at det bliver knapt så koldt.

En onsdag aften kl. 20.30

Klokken er 20.30, og jeg kan lige nå en halv time ved tasterne. Det lyder selvfølgelig gammelkoneagtigt, men vækkeuret ringer kl. 05, så deeeeeet.

Ligger og bøvser efter at have kværnet en halv Ritter Sport med mint (hvor kommer det der sport fra??), men jeg susede lidt rundt på nettet og skrev et par mails. Lidt død i sværen  her til aften, fordi jeg har haft newcomere hele dagen. Når der kommer nye folk på basen, så er det mit kontors opgave at holde dem i hånden sådan ca. halvanden dag. De kommer totalt mørbankede herop, og fra de lander, bliver de proppet med information og sikkerhedsinstruktioner. Det gør de også den næste dag, dog med indlagt sightseeing af alle højdepunkterne på basen, så som hvordan man tanker sin bil, hvor er postkontoret og vareudvalget i den amerikanske butik. Jeg synes, at det er vældig hyggeligt at være base-guide, så jeg melder mig frivilligt til tale dem ned i permafrosten og mosle dem rundt i bybilledet.

Der er rigtig meget lys nu, fra 8 morgen til 8 aften, og det er stærkt, rigtig stærkt. Jeg ar haft gang i gletcherbrillerne i et stykke tid nu, og som en af de nye sagde i dag: ” Nå okay, det er altså ikke fordi alle bare går rundt og skal se smarte ud, at de har sorte solbriller på”.  Der er masser af sne og is, så refleksionen er øjensønderivende.

Havisen er åbnet, så et helt nyt vintersportssted er til vores disposition. Det har bare været megakoldt i snart 4 uger, så jeg har ikke rigtig været ude og gøre brug af den endnu. Med megakold mener jeg minus 40-50 med chill factor (altså ikke hvor koldt det er, men hvor koldt det føles), og så er der gule og røde advarsler på vores lokale vejrudsigt. Rød er selvfølgelig farligst, så er det kun tilrådeligt at være uden for fra bygning til bil og fra bil til bygning, ikke noget med at gå en tur.  Hvis man alligevel vover sig lidt ud er man pakket ind som en dunudstoppet ninja med ansigtsmaske, googles og hætten op som Kenny i South Park Det der med hurtig-som-en-ninja gælder ikke for den arktiske version).

I weekenden var til bryllup. Et kærestepar heroppe blev ægtefolk, da den danske forbindelses officer viede dem. Meget fint at overvære, og der var en hyggelig reception bagefter med chips, rødvin, sandwich og bryllupskage. Ingen taler og ikke noget hurlumhej, lige efter min smag. Bruden havde dog alligevel svedt siden klokken ni om morgenen, og brandmandsgommen lo nervøst, men da det formelle var overstået, kom blodtrykket på plads igen. Vi stod uden for og smed ris i minus 25 grader foran kæmpestore amerikanske brandbiler og  brandmænd i orange veste.  Kun på Thule.

Fremtiden bringer et af mine store ønsker til virkelighed. I hvert fald er en 4 dages slædetur i Qaanaaq området bestilt, og helikopterbilletterne er lige på trapperne. Fra 30. marts til 6. pril er jeg nordenfjords om man så må sige, og rejser 100 km op til Qaanaaq, hvor planen så er at kommer yderligere nordpå op til Siorapaluk , verdens nordligst beliggende helårsbeboede bygd, og forhåbentlig endnu nordligere. Resten af dagene bliver brug i Qaanaaq til afslappelse og slet og ret at få styrret min nysgerrighed – hvad mon der er der, og hvad med dem, der boer der?

Snestorm med gadelygte. Så er det man har lyst til varm kakao og en film i barakken

Samme storm. Den blå dør er indgangen til vores fitness center, der ligger inde i den store hal bagved. Super center, der altid har åbent. Det er dog kun bemandet fra 10.00 til 22.00, men vil du træne klokken 4 om morgenen, som nogen gør før arbejdstid, så går du bare ind og bruger maskinerne, boldbanen eller konditionsredskaberne. Der er også en sol, og saunaer i hvert omklædningsrum plus en modstrømssvømmehal (mindre muret basin med en modstrøm, der kan reguleres). Man kan spille badminton, hockey, basketball, gå til spinning, yoga, pilates, zumba, boksning etc. Mange af os bruger rigtig meget tid her - også fordi, det er ret nemt at komme til at spise for meget til måltiderne, og når man så sidder ned hele dagen...

Billedet er taget ved tankstationen, der ligger til højre. De røde lys på skiltet advarer om, at man ikke må køre ud af basen, og at nogle veje er lukket. I en storm må man ikke køre ud af basen i fritiden, men i arbejdsmedfør kan man godt med mindre det er en stærk storm.
Vores benzin er jp8, der er flybenzin, det bruger alle biler på basen og det koster ikke noget at tanke. Eller, det gør det jo, men det betaler firmaet. I stormsæsonen skal tanken på bilen være halv fuld, specielt, hvis man skal ud på tur. Bliver det dårligt vejr, og man ikke kan se at køre videre, så er der på den måde forhåbentlig brændstof nok til at man kan holde i tomgang og på den måde holde varmen, indtil der kommer hjælp eller det klare op.
En hel nat i tomgang bruger en kvart tank, det ved jeg fra jeg var ud og sove i telt sidste vinter. Vi havde bil med, og den kan jo ikke stå stille hele natten, så fryser den sammen.

Apropos biler, så var vi nogle stykker på fototur og jeg tog det her billede ned på havnen. Det er taget ved 2-tiden om eftermiddagen, da det stadig var mørkt. Jeg kan godt lide den måde bilkabinerne bliver gennemlyst på af spots'ne på tanken bagved, og genskinnet i bilsiden til højre. I det hele taget er de forskellige lyskilder det interessant ved billedet, synes jeg.

Det kan være svært at se, men der faktisk en lille orange mand til venstre i billedet. Det er noget af Dundas fjeldet bag ham, men sceneriet får mig til at tænke på øde månelandskab befolket med et par enkelt eventyrer på opdagelse. Lidt uhyggeligt.

Det første lyserøde skær på himlen i år. Dagen efter, på en tirsdag, stod den op over horisonten. Da den først var der, var den på himlen en lille time midt på dagen, så jeg måtte vente til weekenden. Da var det blevet overskyet og snevejr, så ingen sol at se. Først sidste weekend så jeg den. Flot og lys i minus 40 grader, nogen har lukket varmen ud af den heroppe!

Første tur til radaren i sollys i år. Meget koldt, men smukt.

Stormene kommer åbenbart kun i weekenden i januar 2012. Sådan rigtig irriterende, fordi havde det nu været på en hverdag, så havde vi måske fået fri. I stedet kørte forsigtigt rundt og tog billeder af storm og fygesne og frøs enormt om fingrene.

Heldigvis kunne fotokurset gennemføres, dog i minus 20 grader og mørke. Overhovedet ingen vind, men ret koldt, og der var det mine tæer, der frøs. Vi øvede os i at tage billeder ved meget mørke lysforhold, hvis man kan sige det sådan. Vi skal ud igen i morgen, og jeg har tænkt mig at test mine nyindkøbte kæmpe mega arktisk støvler, der skulle kunne gå ned til minus 100 (idiotisk). Men hvis de kan holde til 3 timers stilleståen i minus 30-40, så kan de også bruges på slædetur, hvor man heller ikke bevæger sig meget.

Jeg har lagt mærke til, at når jeg fryser om fødderne, så fryser jeg mere om den højre, sikkert fordi nerverne er lidt ødelagte i det højre ben efter diskusprolapsen.

Hverdagen er ved at indfinde sig efter et par uger heroppe. Vækkeuret ringer kl. 5, og så morgenmad- og badeværelsesrutiner i barakken. Man bliver helt forskrækket, når en, man ikke plejer at møde om morgenen, pludselig vælter ud af bruseren eller sidder i opholdsstuen og venter på en taxa til arbejde. Det har selvfølgelig også lidt at gøre med, hvem der er på ferie og hvem der er på arbejde. På den måde kommer hverdagen i 4 uger intervaller, da de fleste flyver ind og ud af basen med Airbussen en gang om måneden.

Selv i weekenderne er ’sove længe’ kun til kl. 8-9, men det er selvfølgelig også 3-4 timer mere end sædvanligt. Det at være B-menneske har ikke den samme gennemslagskraft her, ha ha.

Når jeg kan høre Anders, der bor ved siden af mig, og også er min kollega på arbejde, går ud af sin dør, så er det tid at få det varme gear på og ud af døren. På de kolde dage (alle dage indtil nu), så er det hansker på for at køre bil, for selv om motoren bliver holdt varm af ’pluggen’ (elektrisk ledning fra bygningen, der holder bilen ’varm’, når den står stille, og bliver sat fast til et stik monteret foran på kofangeren), så er rattet iskoldt og der er frostgrader i kabinen.

Der er virkelig med at passe på, når det har stormet. Det bliver som regel varmere, og det er som om, at sne og vind sliber overfladen på alting. Det er nok temperaturstigningen, der gør det, men jeg kan godt lide forestillingen om, at de små flyvende snekrystaller skærper isen overalt så den gnistre og spejler.

Vi bader os i lyseblå toner omkring middagstid nu, og den 11. februar kommer solen op for første gang. 

Det lysner i syd

Så sidder man der igen og har brændt sig eftertrykkeligt på den mikrobølgeopvarmede skoldhede våde hvide frotte vaskeklud, der bliver delt ud med en overstørrelse pincet af den søde steward. Jeg bander indvendig og smiler det bedste, jeg har lært; det er jo en service. Flyveturen byder overhovedet ikke på nogen overraskelser, og de fem timer i genbrugsluften er bare en gelinde ristning af slimhinderne i overgangen til den virkelig hårde kolde tørkeluft, der får bronkierne til at gå i omgående chocktilstand, da jeg træder ud på flytrappen og indånder Thuleluften.

Klokken er 9.45 på ankomstmorgenen, og inden aften er min næseslimhinder totalt belastet af tørken ude og varmecirkulationen inde, mine hænder er sprukne med hvide krakeleringer som en rakubrændt tepotte og læberne er i laser. Velkommen til den 76. Breddegrad sent i december. Mørket er på ingen måde overraskende, og alligevel er det lidt kvælende, klaustrofobisk ikke at kunne se så langt, ikke at kunne få øje på det, jeg ved omgiver lyskredsene.

Vi er på bjørne-spotting et par dage efter, uden for gadelysenes rækkevidde. En bamse blev spottet ved fire-tiden, og måske var den i nærheden endnu. Efter aftensmaden, fat i kameraet og det lange lys på bilen, og så ud og køre i natten. Der kunne have været 400 isbjørne 20 meter fra bilen, og vi havde ikke kunne se dem. Det er bare MØRKT.

I dag er det lørdag, fridag og fladud-dag. Dog er det utroligt, hvad man kan nå, når det at sove længe kun er til kl. 8. (hverdagsmorgner starter kl. 5), så jeg nåede to vaske, morgenmad, shopping, 1.5 timers træning, hente rensetøj, en halv film og hjemmelavet frokost inden kl. 1 - uden at stresse. 

Det har været storm her i nat. Den løjede nu af her til formiddag, men luften er stadig tåget af iskrystaller, så det virker sådan lidt uklart i luften. I går aftes havde vi tøsefilmaften i barakken med indisk mad og en kostumefilm fra 1850'ernes England, ahhhhh, det var skønt og flade ud med lidt hvidvin. Der er lang weekend på basen, da mandag er Martin Luther Kings's Day, og det er en helligdag. Ham kan man takke for meget:)

Jeg er ved at planlægge en tur op til Qaanaaq, så jeg kan komme på hundeslædetur. Af sted fra fredag til onsdag med 4 dage på slæde op forbi Siorapaluk, den nordligste helårsbeboede bygd i verden, og tilbage. Jeg kan næsten ikke vente, men det er selvfølgelig for mørkt og koldt nu, så det bliver i starten af april. 

Pga. de der isbjørn, der hygger sig med at besøge basen, så er jeg ved at gennemtykke alverdens information om isbjørne sammen med et par stykker. Vi vil lave noget let fatteligt kommunikation omkring hvordan isbjørne opfører sig; hvad man skal gøre, hvis man møder en; hvordan man kan undgå at tiltrække dem og hvordan man kan forsvare sig i worst case scenario. Vi er bekymret for, at når (ikke hvis) der er et møde mellem bjørn og menneske, og det falder bare lidt uheldigt ud, så vil Airforcen forbyde færdsel udenfor baseområdet - og det må for alt i verden ikke ske. Så bliver det virkelig et åbent fængsel, som nogen joker med, at basen er.

Der har lige været den smukkeste fuldmåne, og den var selvfølgelig smukkest om formiddagen, når man sidder på arbejde, arrrghh. Kæmpe stor og gul lige ved Dundasfjeldet - et Kodak moment :) Sidste weekend tog vi ud til Radaren og ville fotografere gletscherne i Wolstenholme fjord med månen over, men det var for koldt til at være der mere end 30 minutter, og billederne blev ikke rigtig gode. Der er en, der afholder fotokursus den 22. januar, så man kan lære sit kamera at kende og at tage billeder i mørke - jeg har meldt mig til, to fluer med et smæk, sådan. Her er aftenskole lig med natskole, men det lysner over sydbjerget i de smukkeste skærest blå og grønne farver.