Cremefrøer og isbjerge i Barbie World

  

Min seneste artikel til vores personaleblad Pituffik News. God læselyst

Klokken er 13.30, og det fryser 22 grader celsius. Kegler af blødt gult lys skinner ned på vejen, himlen er dybblå med en rosa stribe bag Saunders Ø, og sneen genskinner lilla i tusmørket; det er som at bevæge sig rundt i en fortryllet vinterudgave af Barbie World. Der er næsten ingen lyde, undtagen frostsneen, der knirker, og swizz-swizz lyden fra mit overtrækstøj. Mine øjenvipper fryser sammen i vinden, og jeg kan kun trække vejret gennem mit halstørklæde. At stå på ski på Thule i mørketiden har sin ganske særlige charme.

Basen i barbiefarver

Jeg ser få spor fra andre entusiaster i januar/februar 2011, men i marts er lyset for alvor kommet tilbage, og det har frosset solidt i mange uger. Et fantastisk nyt vintersportssted slår portene op på basen: Havisen. Så snart Airforcen erklærer den sikker, er der flere, der er friske på at prøve både isen og at stå på ski for første gang. Alle bliver instrueret i at udfylde en Form 16B, da havisen er uden for forsvarsområdet – der er lidt papirarbejde i denne sportsgren. Vi mødes i Community Centret lørdag formiddag og lejer ski, stave og støvler, så er det på Hill Top og udfylde en travel form, før alle bliver læsset af på snescooterrampen ved pieren. Vi er ikke alene på isen, der er masser af spor efter vinterstøvler, snescootere og ATV’er.

Havis med sne på er et godt naturmedie at lære at stå på langrendski på; der er forholdvis få ting at falde over, ud over ens egne ben naturligvis, og der kommer hurtigt fremdrift i brædderne og balancen. Der er selvfølgelig også dem, der foretrækker mere akrobatiske øvelser.

Der må gerne fjolles på isen

Med cremefrøer i rygsækken og noget varmt på termoen bliver det til mange gode ture over til Dundas bygd, og på den anden side af halvøen ligger de smukkest isfjelde indkapslet ude i isen og glitre i solskinnet.

Dundasfjeldet i den smukkeste ramme

En langtur er under opsejling. Der ligger et fortryllet isfjeld langt ude på isen sydpå mellem kysten og Saunders Ø. Helt uimodståeligt. Selv fra land ser det stort ud, og det synger en sang om, at det gerne vil have besøg. En meget insisterende sang, og midt i april tager Henrik, Mikkel og jeg af sted; nu skal det isbjerg besigtiges. 

Efter at diverse sikkerhedsformalitet er i orden, og vi har pakket riffel, radio, satellittelefon, førstehjælpstaske, solcreme, termo med te, ekstra varmt tøj og madpakker, kommer første udfordring; hvordan kommer vi ned på isen uden at skulle hele vejen fra snescooterrampen og rundt om pieren først. Vi researcher isfoden nedenfor tugbåden for at finde et godt sted uden sprækker, og endelige kommer vi ud på den snedækkede havis, der funkler i iskrystaller som millioner af bittebittesmå diamanter. Det er som at køre på velour.

På vej mod et uimodståelige isbjerg

Halvvejs tager vi en snack, og nyder udsigten til kystlinjen både i nord- og sydgående retning, og allersydligst kan vi se det flade stykke forland, hvor den forladte bygd Narssarssuk ligger. Mod vest ligger Saunders Ø som en stor flad chokoladekage med hvid glasur, der løber ud over siderne, ned i kløfterne hele vejen rundt. Heksepatten stikker sin lille trodsige spids op og prikker hul i den frostblå himmel, og bag ved isbjerget, sløret mod syd, troner hemmelige Wolstenholme Ø’s fjeldede nordside, hvad mon der egentlig gemmer sig der? Der er meget, der lokker i dette landskab. 

Jeg kan mærke de svedvåde nakkenhår isne. Det er koldt at holde pause. Surrealistisk så tyst det er på disse enorme isvidder, kun åndedrættets bløde hvislen høres, når skiene er stille. Efter 2,5 time sidder vi i solen og nyder en frokost i det hvide med isfjeldet som tredjemand. Isfjeldet viser sig i virkeligheden at være tre isfjelde, og det, der er inviteret til klapsam’ner, te og kage bliver omgående døbt ”Big Dick and the Boobies”

Big Dick and the Boobies

Efter en rundtur omkring alle tre isfjelde, går turen hjemad. Dundasfjeldet kommer langsomt tættere på, og den lillebitte bil inde på stranden bliver større, og vi kan se andre på søndagstur, dog på gåben eller kørende. Der er high-fives, da vi når stranden. Ekspeditionen slutter i Community Centret med kaffe og mere kage, samt en veltilfreds træthed i kroppen. Så kan det isfjeld godt stikke piben ind – men der er jo mere derude.

Flotte er de, isfjeldene, men man skal holde sig på god afstand

Nysgerrigheden forholder sig ikke i ro ret længe. Wolstenholme fjord, en oplagt turmulighed, men der kræves lidt logistik, et par gode venner plus en ekstra bil. Fra basen til vandsøen i bil, derfra 4 km på gåben ned til vandfaldet og derefter ca. 12 km på ski til Dundas, og så tilbage til basen i bil. Der er brug for chauffører, der kan køre skiholdet til vandsøen og kan sætte en bil i Dundas, så der ikke er nogen, der skal sidde der og vente på skiløberne. Der er brug for det sædvanlige nødhjælps- og sikkerhedsudstyr og masser af godt vejr. Det hele lader sig gøre fredag den 29. april.

Efter aftensmad er Henrik og Tobias egentlig på vej til bowling, men agerede i en håndevending chauffører – en lille udflugt til vandsøen, og en til Dundas, kan godt klemmes ind. De kom vist kun lidt for sent til kampen.

Wolstenholme Fjord og Chamberlain gletscheren er et imponerende syn

Skiene på rygsækken, og så er Mikkel, Torben og jeg af sted ned mod vandfaldet og fjorden. Foran os venter 4 km på stenmark, derfor har vi beholdt vandrestøvlerne på, skistøvlerne ville være for glatte. Hvis nogen undre sig over, at drengene har tre ski på rygsækken hver, så er det IKKE fordi, at de er for tunge for mig at bære. Jeg er for kort simpelthen, og skiene slæber efter mig. Ikke at jeg er sluppet  for at høre for det bagefter alligevel.

Efter omkring en time er vi ved vandfaldet, som er frosset til klippen som en kæmpe istunge, der hænger ud af munden på elvgabet.

Vandfaldet i vinterdragt

Der er klare fordele ved et frossent vandfald, fx er elvdeltaget ikke fuld af vand, og det er nemt at komme ud på havisen. På stranden, på begge sider af elvudløbet er isfoden helt opsprækket og gløder i solen. Vi skal sådan set bare følge landet på sydsiden hele vejen til Dundas.

Isfoden ved elvlejet

Efter at have fået skigrej på og en optankning af essentiel ski-dope, cremeskildpadder, og lidt vand, er vi på vej ud over de hvide vidder. Der ligger 3 store isfjelde og tårner sig op fra isen, og med de enorme gletschere rundt i en halvcirkel i baggrunden mod nord og øst og indlandsisen endnu fjernere, er det et på en gang smukt, majestætisk og frygtindgydende landskab. Isfjeldene bliver ved med at imponere mig, selv om jeg har set tusindvis af dem. I juni var det 13 år siden, jeg kom til Grønland for første gang..

På havisen bliver man hurtigt ganske lille

Det går støt derudaf. Lige frem efter næsen, og holde godt øje med isbjørne. Der er fine små "alkover" af sne inde ved land, hvor der lige kan ligge en og hygge sig. Eller bagved en isskosse med læ. For alt i verden må vi ikke blive overrasket af eller overraske en bamse, det gælder om at være opmærksom, men også nyde det imponerende landskab og kroppens arbejde hen over den frosne sne. Der svedes solcreme, og solbrillerne er virkelig kommet på arbejde, alting omkring os reflekterer lys. Vi knirker af sted under den slørede sol, og hjernen slår fra, arme og ben går automatisk i takt og sætter pulsen.

Lyset er overvældende, men det er koldt og pauserne er korte

Efter endnu et par cremefrøer ved et lille rev, kommer Dundasfjeldet til syne, og der er bare et par kilometer tilbage. Vi kan se bilen ved den lille GC hytte. Klokken er 23.30, da vi når frem. Vi været ude i små 4 timer. Kakaoen er varm, og vi sætter os på en bænk og drikker og nyder udsigten. Der ligger en sæl som en lille sort gajol ude på isen. Den dvasker i midnatsolen, og vi pakker sammen og kører tilbage til basen i det blå lys.

Der er flere gode turer inden havisen bliver lukket for færdsel, og alle ski-, snescooter- og ATV-folk er forvist til land igen. Til marts venter nye eventyr, men indtil da, så kan en tur med pandelampe på basen i barbiefarver være okay – når bare der er cremefrøer med.

Stormdag

Mandag var stormdag. En hel dag med storm fra morgen til aften. Bage boller, stege frikadeller og vaske tøj, dyner, vindueskarme. Se film, strikke, læse, spise slik og tage en morfar - og billeder, hvis man overhovedet kan komme ud af døren.

Snestorm lige i linsen.

Lige en pause i snevirvlerne, og min gade dukker frem med hvidglaserede biler

Som om nogen har skummet bilen til

Bløde hvide fluffy hjul

Istapdekoration

En god bil at have foran sig i det vejr. Det er nu ikke det den bruges til.

Tilbage på Basen

Allerede i lufthavnen er der en hjemlig atmosfære. Tjekker ind sammen med folk jeg kender, og får en god snak i køen gennem security. Det er stadig et surrealistisk kick, at næsten alle ansigterne i flysæderne er kendte, og at blive genkendt af de fleste på vej ned af gangen mod sin plads.  Thule er et specielt sted, og det er transporten herop også – på den gode måde.

Vi flyver kl. 08.35 fra Kastrup, og turen er mørk hele vej. Da vi begynder at dykke mod landing flyver vi lige ind i det smukkeste lys, blødt i orange og lyserødt smelter det kanterne på de blå fjelde og lader hav og is bade sig blå i kontrasten. Basen dukker op som en buket varme lysprikker i en kolde ismark. Vi lander i minus 21 grader, og jeg hoster det meste af vejen henover landingsbanen til terminalen, den kolde frosne luft er uvant.  På parkeringspladsen står der masser af mennesker, der hilser goddag til nyankomne og farvel til ”feriebørnene”. Nogle tager hjem ”for good”, for altid, de får et ekstra kram, kollegaer, jeg sandsynligvis aldrig kommer til at se igen. Sådan er Thule også.

Basen ligner sig selv fra første gang jeg så den. Der holder en bil på parkeringspladsen til mig, og jeg ser en af mine barakmedbeboere og giver ham et lift. Den sædvanlige konversation om ferien, og hvordan går det ryggen, på vej ned til barakken. Den ligner sig selv, men inden i er der flyttet et par nye beboere ind. En helt ny og en, der er flyttet ind fra en anden barak. Der er kommet flere planter i stuen og der er kommet en ny skænk ved spisebordet. Der er en velkomsthilsen skrevet med rød tusch på white boardet i køkkenet. Opdateringen af de blødere informationer kommer i løbet af dagen; hvem er blevet kærester, hvem er ikke mere, nye folk, amerikanerne… andet sladder. Der er masser af ”velkommen tilbage, hvordan går det med ryggen”, dem,  jeg kender, er interesseret, men ikke anmassende. Det er dejligt at være tilbage, siger jeg, og mener det.

Basen set Nordbjerget mod syd, hvor der stadig er lidt tuslys tilbage. I løbet af de snart ot uger, jeg har været tilbage, er vandet froset rigtigt meget til, og der er snart ikke flere våger tilbage.

Basen set fra sydbjerget med udsigt til Dundasfjeldet og derimellem på landtangen midt i billedet,  den gamle Dundas bygd. Lidt ærgerligt ikke at have oplevet efteråret, hele landskabet er fuldstøndig hvidt igen.

En smuk candyflos farvet himmel. Vi går nærmest rundt i barbieland, når der altså er lidt lys.

Stadig lidt våger ude ved isbjergene, men isen er ikke tyk nok endnu i bugten heller.

Sydstjernen, der blev tændt sammen med juletræet. Det er en kold fornøjelse at stå deroppe og være den, der tænder.

Kontoret er blevet en skov, der er endnu flere planter, end da jeg tog ud. Ellers er alt det samme. Dog har jeg fået nyt skrivebord (igen). En af mine kollegaer var ked af at sidde, hvor hun sad, så hun er flyttet hen på mit, så jeg har nu to nye at vælge imellem. Det ved vinduet eller det ved skranken. Efter lidt prøvetid til begge, bliver det det ved skranken, det andet var for koldt. Lige nu er det meget koldt med temperature ned til minus 36 med wind chill, måske meget godt, så kan jeg få valgt det rigtige skrivebord med det samme. 
I den forgangne uge, der døde. Han blev dårlig, blev indlagt og døde kort efter. Han var ikke særlig gammel. Sådan mærker man også landsbyfølelsen; selv om jeg ikke kender manden, så bliver jeg alligevel berørt. Han var jo Thulefolk.

I torsdags havde jeg 1 års dag. Underligt at det hele kan være det samme og så alligevel meget forandret. Nye folk og så alle dem, der er taget hjem. Fredag tændtes juletræet foran headquater og der var kakao og æbleskiver i Community Centret. Igen kom julemanden, selvfølgelig han bor jo lige om hjørnet, men stemningen var ikke helt så god som sidst, eller er det bare fordi, det var mere spændende første gang? Til gengæld var Mortens aften torsdag rigtig hyggelig med god and i Dinning Hall, og for at det ikke skal være løgn, så lavede vi selv and i barakken i dag. Der bor en kok i vores barak, Andreas, og han ville have lavet mad til os på Mortens aften, men blev kaldt på arbejde. Da var fuglene jo tøet op, så vi stegte dem fredag, med brunede kartofler og det hele til. Det var næsten som juleaften for os, der ikke skal være her til jul, var der en der sagde – så sandt, så sandt.

Julemanden og mig i nobembernatten kl. 16.00. Bagefter optøning med varm kakao i Community Centret.

Flashen gik ikke af, da jeg ville tage et billede af tilskuerne til juletræstændingen, men her kan man så se, hvor godt det er at have reflekser på :)

Vejrudsigten har sagt storm på søndag/mandag længe, men der er dog ikke kommet noget endnu. Jeg tog på en meget lille baserunde på ski i går kl. 13.00. Der er kun 3,5 timers tuslys tilbage mellem kl. 10 og 14, men der er en stor fin måne. Lækkert igen at høre frostsneen knase under skiene og ojenvipperne fryse sammen i vinden. Håber jeg kan nå en tur i dag inden stormen.

Ekspedition Vandfaldet - Dundas

En opdatering af, hvad jeg har foretaget mig i april ser ud til at være på sin plads. Vejret har artet sig fantastik hele den foregående måned, og der har været mange ture ud på ski - i det hele taget meget ude-tid. -og derfor ikke så meget inde-tid til at skrive og redigere billeder. I dag har vi storm og alle er hjemme fra arbejde, og det giver den gode anledning til at sætte sig ned og kigge på billeder og råde bod på min neglect af bloggen. Så her er den første billedfortælling om en af skiturene, jeg har været ude på.

Turen fra Vandfaldet til Dundas er egentlig en lidt misvisende titel, for den starter faktisk fra vandsøen, der giver vand til hele basen. Vandet starter som det fineste gletschersøvand og ender som klorlugtende blyinficeret vand i hanerne, så vi køber flaskevand i BX'en, der er fyldt med pftalater i stedet. Helt ufatteligt, og endnu mere, da det samme var tilfældet, da jeg arbejde i forvaltningen. Vandet i det fine Nyrupske haner var bly- eller kobberforgiftet og vi kunne så vælge vand i drikkevandsautomater med sterilitetsfremkaldende sideeffekt. Hvordan kan det ske for mig to arbejdpladser i træk?

Turen indeholder flere faser. Fra basen er der vel 15 min kørsel ud til vandsøen, derfra 4 km på gåben til vandfaldet og derefter 11-12 km på ski til Dundas. Fra Dundas 15 min kørsel i bil til basen. Der er brug for chauffører, der kan køre skiholdet til vandsøen og kan sætte en bil i Dundas, så der ikke er nogen, der skal sidde der og vente på skiløberne. Der er brug for en riffel, fordi der er isbjørne i området. Så er der det sædvanlige nødhjælpsudstyr, satellittelefon, radio, chokolade og masser af godt vejr. Det hele lod sig gøre fredag den 29. april.

Så gøres der klar til turen. Fra venstre Mikkel, Tobias, Henrik og Torben. De to i midten havde frivilligt meldt sig som chauffører, rent faktisk var de på vej til bowling. Bemærk riflen og termokanden, to uundværlige kammerater på tur. 

Så er vi afsted ned nod vandfaldet og fjorden. Foran os venter 4 km på stenmark, derfor har vi også beholdt vandrestøvlerne på; skistøvlerne ville være for glatte. Hvis nogen undre sig over at drengene har tre ski på rygsækken hver, så er det IKKE fordi, at de er for tunge for mig at bære. Jeg er for kort simpelthen, og skiene slæbte efter mig. Ikke at jeg er sluppet  for at høre for det bagefter alligevel.

Posering foran den imponerende Chamberlains Gletscher på den anden side af fjorden.

Så er der foto-kamp på søen.Vandsøen er rimelig stor og isen havde revner over det hele. Meget flot, og det knagede kun lidt:) Isen var helt blå med hvide luftbobler under og delvis dækket af sne, en ret glat omgang at gå på.

Efter vandsøen er terrænet bare sten og sten og sten og is. For tre uger siden var det hele dækket med et tykt lag sne og meget nemmere at gå på, men udsigten er jo smuk.

Efter 1 timer og 15 minutter er vi ved vandfaldet. Jeg har endnu ikke set det i optøet tilstand, det må vente til juni. 

Isfoden er helt opsprækket og gløder i solen. Vi skal sådan set bare følge landet til venstre hele vejen.

Der er fordele ved et frossent vandfald, fx er elvdeltaget ikke fuld af vand og det er nemt at komme ud på havisen. Efter optankning af essentiel ski-dope, cremeskildpadder, og lidt vand, er vi på vej ud over de hvide vidder.

Der lå nogle ordenlige klodser bag os ind mod bunden af fjorden. Indlandsisen ligger bagved fjeldene.

Isfjeldene bliver ved med at imponere mig, selv om jeg har set dem igen og igen i mange år Til juni er det 13 år siden jeg kom til Grønland for første gang.

Lige frem efter næsen, og holde godt øje med bjørne. Der var fine små "alkover" af sne inde ved land, hvor der lige kunne ligge en og hygge sig. Eller en isskosse med fint læ. For alt i verden må vi ikke blive overrasket af eller overraske en bamse, det gælder om at kigge efter, men også nyde de smukke isskulpture og kroppens arbejde hen over den frosne sne.  Vi knirker afsted under den slørede sol og hjerne slår fra, men arme og ben går automatisk i takt og sætter pulsen.

Is i skægget og sorte solbriller i panden er et "must have" på arktisk ekspedition. Mikkel klarer begge dele fint.

Hvad sagde jeg....Torben er også trendy. Jeg kan kun klare det med solbrillerne, heldigvis.

Tilbagekig mod isfjeldene og indlandsisen. Himlen varsler storm med de flade runde linseskyer som jetstrømmene laver, men den kom altså først i dag.

De er et par kilometer tilbage til  Dundas og bilen. Dundas fjeld ses til højre, vartegnet for hele området.  Det ligger på en halvø og tangen til fastlandet er den, vi går efter. Der er bygden, der nu er forladt, og bilen med varm kakao.

Vi når frem da klokken er 23.30 og med pauser har vi været ude i små 4 timer. Kakaoen er varm, og vi sætter os på en bænk og drikker og nyder udsigten. Der ligger en sæl som en lille sort gajol ude på isen. Den soler sig i midnatsolen, og vi pakker sammen og kører tilbage til basen i det blå lys.

:)Bettina

Orkanmandag

Vi har besøg af Charlie, storm Charlie. Blæsende søndag gik altså over i stormy monday, og det har buldret hele natte - og det gør det stadig. Det er den slags storm, man ikke må gå ud i, og det har man heller ikke lyst til, når man ser på vejrudsigten

Det er sådan vores lokale vejrudsigt ser ud i dag. Nederst til venstre man kan lige skimte Main Base. På det tidspunkt er der 29,8 knob vind (stiv kuling), mens der ude ved radaren er orkan. De gule temperaturer betyder, at man ikke skal være udenfor ret længe, og de røde betyder høj risiko for kuldeskader ved ophold udenfor. Til højre kan man se at alle lokaliteter i området er i storm Charlie. Vejrudsigten opdateres hele tiden.

Hvis det ikke er afskrækkende nok, så kan man jo altid kigge ud af vinduet. Tjek den her lille film fra en halv time siden.

Højtaleranlægget holder os også orienteret om stormen. De efterlyste fx en af drengene her til morgen. Det sker, hvis ens barakformand ikke kan finde en under en storm. Når stormen bliver meldt i Charlie, så skal barakformanden ringe til stormcentret og gør rede for alle i barakken. Så hvis man overnatter et andet sted, så skal man ringe til sin barakformand og sige det. Det er selvfølgelig ret afslørende at blive efterlyst i hele byen, eftersom det betyder, at han ikke har sovet hjemme he he. Han kan se frem til mange smørrede smil i Dining Hall.

Blæsesøndag

Endnu en blæsesøndag. De sidste par lørdag har været solflotte med koldt og klart vejr. Der har jeg lige haft andre planer, og så en tur ud søndag … men det er så ikke blevet til noget, fordi vinden er taget til. Det er ikke fordi, det behøver at blæse så meget her, før det er som om kinderne bliver skrællet af med en sløv teske, bare sådan en 7-10 m/sek., så er alt hud brændende af frosten. Fotoet herunder viser mig i -40 grader og vind. Det var så megakoldt, at ydersiderne af mine øjne begyndte at fryse til, når jeg blinkede, altså simpelthen vandet i øjnene og øjenvipperne, der frøs sammen, meget ubehageligt.

Øjnene fryser til og fødderne er kolde. Men udsigten var pæn.

 Solen er en lille tåget hvid plet oppe på en isblåhimmel nu, og blæsten river i det ene vindue, jeg har åbent. Her på værelset er det næsten umuligt at få luft ind af vinduet, når det ikke blæser, fordi jeg ikke kan lave gennemtræk. Barakken er sådan indrettet, at der er en lang gang med værelser på begge sider. I den ene ende er der køkken/alrum, toiletter, bad og vaskerum. Pt. Må vi have de varmeste toiletter på basen. Opvarmningen af barakken er med varmluft, så der er ingen varmeapperater nogen steder, men luftriste, hvor varmen kommer ud. Det er meget svært at regulere den slags varme, og for det meste betyder det, at barakken er meget varm, for varm, faktisk. I mange uger har værelserne været  temmelig varme, den lange gang kølig, køkken/alrum varmt og toiletter altså meget varme.

Mit værelse set fra sengen. Bemærk en vis rydelighed. Døren ud til gangen er bag ved reolen.

Stadig set fra sengen. Bemærk alt møblementet er i samme træsort og meget meget kedeligt. Derudover er lamperne helt forfærdelige.

Varmt luftcirkulationen betyder også, at der er et ubehagelig tørt indeklima. Jeg drikker og drikker og drikker vand. Det er det første, jeg gør om morgenen, og det sidste jeg gør, før jeg sover. Udenfor er det også tørt, så man skal smørres ind efter bad, og selv en lille løbetur på løbebåndet betyder knassprød tunge, hvis jeg ikke har en flaske vand med. Det betyder også en knap så lækker, men nødvendig rutine med at smører salve i næsen. Bare rolig, der kommer ingen billeder af det. Vi har alle sammen sår i næsen, fordi slimhinderne ikke kan tåle udtørring over så lang tid. Næsen svider og stopper til, og føles generelt som en evig åben hudafskrabning, som man blæser på med en hårtørre, når man er indenfor og omtrent lige sådan, når den iskolde luft rammer. Min næse har været et stort sår inden i siden februar, og først for nylig fik jeg tippet om, at smøre næsen. Så jeg har den her creme fra apoteket uden vand i, som næsen så får en ordentlig indvendig omgang med ind i mellem. Håber at de gamle polarfarer også kendte til næsesmøretricket, det har måske kunne lindre lidt på deres strabadser ikke også at have problemer med at trække vejret.

Sådan en typisk morgen, så er det altså i gang med at drikke vand lige fra jeg tumler ud af senge, når vækkeuret ringer kl. 5. På med badekåben, vaskeklud i den ene lomme og en banan i den anden, og så ned ad gange, jeg bor i modsatte ende af fælleslokalerne. Lige inden køkkenet er der et lille rum, hvor vi kan have vores viktualier, altså tørvare som mel, te, havregryn osv. Der snupper jeg müsli og mandler fra min hylde, tøffer i køkkenet, drikker vand og laver morgenmad med müsli, banan, mandler og mælk eller yoghurt, hvis der lige har været Airbus fra DK (så har vi nemlig friske danske mejeriprodukter undtagen mælken, den er altid amerikansk) Der er typisk ikke nogen andre i barakken, der spiser morgenmad hjemme, man kan også spise i Dinning Hall, det gør dem, der ikke har brug for at kaste sig over mad, lige når de vågner, sådan som jeg har.

Så er det bad, og tøffe tilbage igen til værelset, hvor vejret bliver tjekket på flimmeren. Vi har en speciel vejrkanal, hvor vi kan se temperatur, vind og stormkonditioner på basen, de omkring liggende fjelde og ved radaren.  Mens jeg har siddet her og skriver, er vi fx gået i storm Alpha over hele linjen, fordi det blæser. Jeg kan også bare kigge ud af vinduet og se på røgen fra et stort dampvarmeværker, der ligger skråt overfor min barak. Er den vandret eller nedadgående, så blæser det meget. Der er også en Thule vejrudsigt tv-kanal med vejrudsigtslides, der på lydsiden har amerikanske nyheder, så den ser/hører jeg også tit om morgenen, specielt nu her med jordskælv i Japan og krig i Libyen. Der er selvfølgelig ikke så meget om Penkowa skandalen eller Picasso udstillingen på Louisiana, men der har jeg jo nettet.

Hvis Anders, der er kollega og barakmedbeboer, ikke er på ferie, så køre vi sammen på arbejde. Vi er meget glade for vores 4-hjulstrækker, og selv om rattet er iskoldt og der er grød i gearkassen, så starter den altid takket være elledningen, som den altid er koblet til, når den står stille. Den holder motoren varm ellers skulle den stå i tomgang hele tiden, for ikke at fryse sammen. Tit kører vi med ”kænguruhjul” om morgenen, fordi dækkene falder sammen i kulden i løbet af natten, kulden trækker luft ud af dem, og så får dækkene ”kanter”. Hvis Bettina K., navnesøster og kollega, ikke er på ferie, henter vi hende og kører derefter til kontoret, hvor vi er ca. 6.30. Ikke meget pendlertid, vel 10 minutter alt i alt, og aldrig nogen bilkøer eller lyskryds, der er gået i stykker. Næsten alle møder kl. 6, så morgentrafikken er overstået, når jeg lister på arbejde, og ”lister” er velvalgt, for fartgrænsen på basen er bare 40 km/t.

På arbejde er vi 5 kollegaer og en chef, hvis vi er der alle sammen på en gang, hvilket vi sjældent er. Vores kontor hedder Site Management Support, og er en blanding af HR afdeling, direktionssekretariat, biludlejning, kommunikationsafdeling, nyhedsbureau og ad hoc opgaveløsning ved skranken. Vi laver stort set det samme alle sammen, eller kan løse de samme opgaver, og dagene er meget varieret.

Udsigten fra mit skrivbord. Bemærk håndcreme og vandflaske, helt essentielt tilbehør. 

Mit skrivebord på en sjælden ryddelig dag. Planten er ægte, det er alle planterne på kontoret, de overlever faktisk vinterens mørke. Måske har de omstillet sig til at leve af elektrisk lys.

Frokosten er dog helt sikker, den er en time, og det foregår i Dinning Hall. Man kan måske også lige nå at gå i BX’en, den amerikanske købmand eller De’lien, den danske delikatesse, for at købe lidt ind eller på det Grønlandske posthus for at sende noget eller på GC’s posthus, for at se om der er kommet post.

Alle bygninger har numre (det er et helvede, når man er ny, kan jeg godt hilse og sige) og vores bygning hedder 274 (det siges to-firehalvfjerds) og ud over os er der Ø & R, meget opfindsomt for økonomi og regnskab, der arbejder tre kollegaer med bogføring og løn, og så er der IT-afdelingen, der huser 6 it-drenge. IT-drengene skal flytte, og vi er lagt sammen med Ø&R, og skal snart arbejde i byggerod, når der skal slås vægge ned og kontorene lægges sammen. Den tid, den glæde.  I den anden ende af 274 bor personalechefen, kontraktchefen og chefen over os alle, Inge Bülck. Den del af bygningen bliver kaldt Tæppeland, da det før i tiden kun var den fine chefafdeling, der havde tæpper på gulvene.

Vi har et lille køkken, hvor vi kan lave kaffe og te. I det land med det reneste vand, er det at få rent sundt vand ud af hanen et stot problem. Rørene, der fører vandet, er nemlig gamle, og der er blylodninger i dem. Det betyder, at hvis vandet står stille i rørene, som det gør om natten, så kommer der bly i vandet. Bly er van(d)vittigt (haha) farligt for organismen, så før vi tager vand fra hanen, så skal det løbe i 1 minut minimum, det gælder hele basen. Her den anden dag blev en af de store vandtanke tømt ved en fejl, og de var nødt til at fylde vand i dem lynhurtigt, for tankene bliver også brugt til slukningsvand af brandbilerne. Når det skal gå hurtigt, så er det for langsomt at lede det gennem de sædvandlige filtre, så det bliver ledt fra vandsøen og direkte i tanken.  Så kommer jo balladen med bakterieniveau og alt muligt, så hele basen gik i ”Vandminimum” og ”Kog vandet”. Så var der paptallerkener i Dining Hall og nul te og kaffe ,og alt drikkevand skulle koges. Rigtig mange køber alligevel vand i BX’en, fordi de er bange for bly eller ikke kan lige klorsmagen. Vi har sådan nogle vandkander i barakken med filtre af aktivt kul, der tager den grimme smag, men ikke bly desværre - håber ikke at jeg tager ska-ska-skadeJ

Når klokken er 17.30 nul dut, så er vi ude af døren og på vej op og spise aftensmad eller hente aftensmad eller gå til fritidsaktiviteter – eller en kombi. Hvis jeg fx går op og løber, så er det det første jeg gør, fordi jeg godt kan nå det inden Dining Hall lukker kl. 19.00. Hvis jeg skal til spinning kl 18.00, så kan jeg ikke nå op og spise bagefter, så kører jeg op og henter take away i stedet (det er den almindelige mad, man kan tage med hjem). Det betyder et minikørselskoordinationsmøde, inden vi forlader kontoret, fordi vi tit er 3 om en bil - heldigvis er der jo også de gratis taxa. 

Efter træning og aftensmad, så er der et par timer max til almindelig afslapning inden skønhedssøvnen skal påbegyndes for at være nogenlunde frisk til de næste 11 timer på arbejde dagen efter.  Det er derfor mine weekender er hellige, og helliget til alt det, jeg ikke kan nå i hverdagen, som jo er det meste af udelivet og læse bøger/strikke/udendørsaktiviteter/se film/hygge med de andre.

Apropos kælketur, så tog vi på nordbjerget sidste lørdag og fandt en god bakke.  Super sjovt og god kondition at gå op bagefter. Det er basen, der ligger neden for ved kysten. Filmen har lyd, så man kan hører hylene på vej ned:)

Og når vi taler om kolde ture i sneen, så tog Mikkel og jeg lige en overnatter i telt på den gamle missilaffyringsrampe kaldet D-launch for at teste min nye sovepose, der endelige indfandt sig fra USA. D-launch ligger syd for basen, og det var lige midt i alt isbjørnehurlumhejet, så vi vælger det sted, fordi det ligger oppe på et fjeld – ikke så interessant for bjørne, der er på jagt efter sæler. Til gengæld er vi udsat, hvis der kommer vind, men det står der ikke noget om i vejrudsigten. Vi kører af sted med telt, fyldte termokander og dunmonstersoveposer. Det tager lidt tid at finde et godt sted at grave en teltplads, men til sidst bestemmer vi os for en drive mellem to hytter, så kan vi altid gå bag hytterne, hvis det begynder at blæse.

Nå, det tager en rum tid for Mikkel at grave en teltplads ud i driven,  der er kun en skovl, og jeg begynder at fryse. Få dog samlet teltet, tænker jeg, så får du varmen. I gang med teltet, der lynhurtigt bliver helt stift, og metalstængerne er ikke til at røre ved. Vi har lige hat besøg af Anders Ibsen, der er gammel siriusmand. Han holdt foredrag, og han fortalt at den farligste tid på hundeslædetur ikke er når man møder en isbjørn, men når man skal sætte telt op. Da bliver man kold, der kan ikke skiftes tøj før teltet er oppe, og det tager omkring 30-40 min at få det samlet. Jeg er helt med på, hvad han mener nu, og vi har ikke engang stået på ski først og sveder.

Mikkel holder varmen og graver fundamentet ud. Det er selvfølgelig umuligt at få noget i jorden, og derfor skal teltet stå i en drive, så snepløkkene kan forankre det i sneen

Sådan, så er hytten oppe. De små lys til højre er fra bilen. Den kørte vi lidt væk, for den skulle stå i tomgang hele natten for ikke at fryse til. Det kostede en halv tank, så ved vi det.

Mikkel i sit dunmonster, og så blev der ikke taget flere billeder den aften.

Nu vi er ved ski, så tog vi også en skitur en dag, mig og Mikkel. For ham var det første gang i 20 år, men det gik da nogenlunde. Han sakkede nu hele tiden bagefter, hvilket  undrede mig lidt, da han er superkonkurrencemenneske, til forskel fra mig, og slet ikke er glad for at være bagud. Hans spor var også ret sjove, så saml dog benene, tænkte jeg. Da vi havde været afsted en halv times tid, og vi holder en pause, kigger han ned, og helt forundret må han konstatere, at han er stået afsted i to venstre støvler. Knallerten har simpelthen ikke mærket, at den ene støvle vendte "skævt". Hvordan det har kunnet lade sig gøre, ved jeg ikke, har altid troet, at mænd var mere i kontakt med deres krop end kvinder, men jeg var flad af grin. Han nægtede selvfølgelig at vende om og skifte, så vi fortsatte ufortrødent, med tre venstre og en højre støvle til sammen.

Tilbage til teltturen. Vi får da samlet stumperne, og vælter liggeunderlag, mad og gevær ind i teltet. Mikkel prøver at få gang i brænderen uden for, som vi også gerne vil teste, men han må opgive, det er for koldt – og vi  har varmt vand i termoerne. Efter spændende aftensmad=Travemate frysetørret jægergryde med varmt vand i, så er der ikke andet at gøre, end at gå i poserne – det er for koldt og slikket er frosset til bolsjer. Min sovepose er sådan set varm nok, det er bare det, at jeg ikke kan ligge ordentligt. Det tager mig gerne et par dage, at kunne falde i søvn i en sovepose, det vil sige, så er jeg træt nok. Det går sådan set udmærket, og kl. 6 om morgenen pakker vi sammen, begge med meget kolde fødder. De fødder er bare en pest at holde varme, de sidder så lang væk. Det tager nok en god måneds tid før vi tager ud igen, og for en god ordens skyld skal det lige tilføjes, at der ikke er noget romantisk ved det her foretagne. Mikkel er familiefar, og hvis det ikke er afskrækkende nok, så er - 40 det.  

:)Bettina