Sider

søndag den 8. april 2012

Min første isbjørnekrammer


Jeg har krammet min første isbjørn i dag! Godt nok var det kun skindet, men den var stor som et poolbord og den var med klør på og det hele. Andreas fra min barak havde købt det, og jeg lagde bil til at hente huden hjem. Skinnet er smukt cremefarvet og glansfuldt, og lugter af dyr og fedt. Undersiden er helt rå, tørret og fedtet, mens pelsen er strid. Ikke ligefrem en krammebamse. Den er røget lige i fryseren sammen med isbjørnekraniet, han også købte. Det ville lugte for meget på værelset, og måske begynde at rådne. For at kunne have det i DK skal det kemisk graves, hjemmegarvning holder kun heroppe, fordi luften er så tør.

Men hey, hvorfor er der lige isbjørne goodies på basen nu? Fordi dagen i går, var dagen, hvor alle fangere i distriktet er inviteret til basen til Armed Forces Day. Hvorfor det hedder sådan aner jeg ikke, men det er en dag med en masse aktiviteter på isen og fangerne kommer rejsende på hundeslæder (alternativt helikopter) med familier, kunsthåndværk og håbet om at vinde førstepræmien i hundeslædevæddeløbet – en riffel. Familierne er strømmet til i sidste uge, lige fra bedstemor til baby, og da jeg kom hjem fra slædetur i onsdags, var der allerede godt fyldt op ved bordene i Dining Hall til aftensmaden.

På selve dagen i går var der mukluk hockey (hockey på is med støvler på og koste som stave), gratis helikoptertur over basen, is petanque, pølsevogn og ikke mindst hundeslædeløbet. Der var 13 slæder til start med hver sin "ballast" af en base beboer. De allerfleste slæder er fra Savissivik (bygd 300 km syd på. En tre-dages tur på slæde), faktisk ved jeg ikke, om der er nogen fra Qaanaaq. Der var også menneskeslædeløb, en amerikansk opfindelse, hvor holdene selv bygger slæderne af alt muligt, og den skal kunne bære en person. Som en polar udgave af at bygge sæbekassebiler. Der er så mennesker i den anden ende af skaglerne til at trække i stedet for hunde. Det er super sjovt at se, for der er altid nogen, der vælter, og det ender med en dynge af folk, filteret ind i snore og hinanden.

Der var også en anden førstegangs foreteelse i dag. Endelig kom jeg ud at køre ATV på isen. Altså jeg sad bag på, med Kasim brandmand ved rettet, og det var bare fedt jorde derud af på isen i det brede spor over til Poul Hennings hytte, der er meget velbesøgt i sæsonen til en kop kaffe og røverhistorier.  Der  var masser af sæler oppe på isen for at slikke solskin, og kæmpe isbjerge med blå striber af indefrosset smeltevand stod slørede i luften af bittesmå snefnug, der disede horisonten til.

Indenfor i den lille hytte var der fyret godt op, og der var vand på kedlen og småkager på bordet. Poul Henning og hans kone Marie arbejder på basen og har gjort det i mange år. De er oppe i alderen, men hygger sig gevaldigt med at tage hver deres snescooter over til hytten om vinteren (de har faktisk to hytter, der er også en ved vandfaldet ovre på base siden af fjorden). Båd om sommeren, og nu også ATV, så de kan komme i hytte lige meget om der er fastis eller lidt is på vandet eller meget eller lidt sne på land. Motoriseret til at komme frem i alle årstider. De har før boet i mange år i Ilulissat (Jakobshavn), og Marie kan kun lide at spise sælerne der nede fra. Hellefiskene er det lige meget hvor kommer fra, men de smager vist også lidt anderledes her nord på.

Det var mig lidt en gåde, hvordan hytten var blevet bygget, der 17 km ovre på den anden side. Havde de mon sejlet materialerne over? Med et smørret grin fik jeg gæstebogen i hånden, og der på de første sider, var der billeder af byggeriet og – ja, transporten. Huset blev bygget i en af de opvarmede hangarer, og bugseret over isen med et larvefodskøretøj i vinteren ´99 til dets nuværende location ved en lille vig. What else, når man nu er på en flyvebase i aktis?!

Vi brugte flere timer på at drikke kaffe og der blev fortalt historier om storme til havs, Divya Das, der var blevet inviteret ind på kaffe i hytten på Disko Øen, pludselig tåge, GPS’er der ikke virker, pakistanske taxichauffører, der hele tiden kørte galt og alle mulige folk på basen, der havde arbejdet der for lang tid siden. Det blev aldrig rigtig vejr til at køre ind i fjorden og se på gletscherne, så det må jeg have til gode til næste gang.

Der kommer snart historier fra slædeturen, men lige nu kan jeg ikke finde min lille dagbog og jeg er bange for, at jeg har glemt den i Qaanaaq. Må lige støvsuge værelset igennem en gang til.