Cremefrøer og isbjerge i Barbie World

  

Min seneste artikel til vores personaleblad Pituffik News. God læselyst

Klokken er 13.30, og det fryser 22 grader celsius. Kegler af blødt gult lys skinner ned på vejen, himlen er dybblå med en rosa stribe bag Saunders Ø, og sneen genskinner lilla i tusmørket; det er som at bevæge sig rundt i en fortryllet vinterudgave af Barbie World. Der er næsten ingen lyde, undtagen frostsneen, der knirker, og swizz-swizz lyden fra mit overtrækstøj. Mine øjenvipper fryser sammen i vinden, og jeg kan kun trække vejret gennem mit halstørklæde. At stå på ski på Thule i mørketiden har sin ganske særlige charme.

Basen i barbiefarver

Jeg ser få spor fra andre entusiaster i januar/februar 2011, men i marts er lyset for alvor kommet tilbage, og det har frosset solidt i mange uger. Et fantastisk nyt vintersportssted slår portene op på basen: Havisen. Så snart Airforcen erklærer den sikker, er der flere, der er friske på at prøve både isen og at stå på ski for første gang. Alle bliver instrueret i at udfylde en Form 16B, da havisen er uden for forsvarsområdet – der er lidt papirarbejde i denne sportsgren. Vi mødes i Community Centret lørdag formiddag og lejer ski, stave og støvler, så er det på Hill Top og udfylde en travel form, før alle bliver læsset af på snescooterrampen ved pieren. Vi er ikke alene på isen, der er masser af spor efter vinterstøvler, snescootere og ATV’er.

Havis med sne på er et godt naturmedie at lære at stå på langrendski på; der er forholdvis få ting at falde over, ud over ens egne ben naturligvis, og der kommer hurtigt fremdrift i brædderne og balancen. Der er selvfølgelig også dem, der foretrækker mere akrobatiske øvelser.

Der må gerne fjolles på isen

Med cremefrøer i rygsækken og noget varmt på termoen bliver det til mange gode ture over til Dundas bygd, og på den anden side af halvøen ligger de smukkest isfjelde indkapslet ude i isen og glitre i solskinnet.

Dundasfjeldet i den smukkeste ramme

En langtur er under opsejling. Der ligger et fortryllet isfjeld langt ude på isen sydpå mellem kysten og Saunders Ø. Helt uimodståeligt. Selv fra land ser det stort ud, og det synger en sang om, at det gerne vil have besøg. En meget insisterende sang, og midt i april tager Henrik, Mikkel og jeg af sted; nu skal det isbjerg besigtiges. 

Efter at diverse sikkerhedsformalitet er i orden, og vi har pakket riffel, radio, satellittelefon, førstehjælpstaske, solcreme, termo med te, ekstra varmt tøj og madpakker, kommer første udfordring; hvordan kommer vi ned på isen uden at skulle hele vejen fra snescooterrampen og rundt om pieren først. Vi researcher isfoden nedenfor tugbåden for at finde et godt sted uden sprækker, og endelige kommer vi ud på den snedækkede havis, der funkler i iskrystaller som millioner af bittebittesmå diamanter. Det er som at køre på velour.

På vej mod et uimodståelige isbjerg

Halvvejs tager vi en snack, og nyder udsigten til kystlinjen både i nord- og sydgående retning, og allersydligst kan vi se det flade stykke forland, hvor den forladte bygd Narssarssuk ligger. Mod vest ligger Saunders Ø som en stor flad chokoladekage med hvid glasur, der løber ud over siderne, ned i kløfterne hele vejen rundt. Heksepatten stikker sin lille trodsige spids op og prikker hul i den frostblå himmel, og bag ved isbjerget, sløret mod syd, troner hemmelige Wolstenholme Ø’s fjeldede nordside, hvad mon der egentlig gemmer sig der? Der er meget, der lokker i dette landskab. 

Jeg kan mærke de svedvåde nakkenhår isne. Det er koldt at holde pause. Surrealistisk så tyst det er på disse enorme isvidder, kun åndedrættets bløde hvislen høres, når skiene er stille. Efter 2,5 time sidder vi i solen og nyder en frokost i det hvide med isfjeldet som tredjemand. Isfjeldet viser sig i virkeligheden at være tre isfjelde, og det, der er inviteret til klapsam’ner, te og kage bliver omgående døbt ”Big Dick and the Boobies”

Big Dick and the Boobies

Efter en rundtur omkring alle tre isfjelde, går turen hjemad. Dundasfjeldet kommer langsomt tættere på, og den lillebitte bil inde på stranden bliver større, og vi kan se andre på søndagstur, dog på gåben eller kørende. Der er high-fives, da vi når stranden. Ekspeditionen slutter i Community Centret med kaffe og mere kage, samt en veltilfreds træthed i kroppen. Så kan det isfjeld godt stikke piben ind – men der er jo mere derude.

Flotte er de, isfjeldene, men man skal holde sig på god afstand

Nysgerrigheden forholder sig ikke i ro ret længe. Wolstenholme fjord, en oplagt turmulighed, men der kræves lidt logistik, et par gode venner plus en ekstra bil. Fra basen til vandsøen i bil, derfra 4 km på gåben ned til vandfaldet og derefter ca. 12 km på ski til Dundas, og så tilbage til basen i bil. Der er brug for chauffører, der kan køre skiholdet til vandsøen og kan sætte en bil i Dundas, så der ikke er nogen, der skal sidde der og vente på skiløberne. Der er brug for det sædvanlige nødhjælps- og sikkerhedsudstyr og masser af godt vejr. Det hele lader sig gøre fredag den 29. april.

Efter aftensmad er Henrik og Tobias egentlig på vej til bowling, men agerede i en håndevending chauffører – en lille udflugt til vandsøen, og en til Dundas, kan godt klemmes ind. De kom vist kun lidt for sent til kampen.

Wolstenholme Fjord og Chamberlain gletscheren er et imponerende syn

Skiene på rygsækken, og så er Mikkel, Torben og jeg af sted ned mod vandfaldet og fjorden. Foran os venter 4 km på stenmark, derfor har vi beholdt vandrestøvlerne på, skistøvlerne ville være for glatte. Hvis nogen undre sig over, at drengene har tre ski på rygsækken hver, så er det IKKE fordi, at de er for tunge for mig at bære. Jeg er for kort simpelthen, og skiene slæber efter mig. Ikke at jeg er sluppet  for at høre for det bagefter alligevel.

Efter omkring en time er vi ved vandfaldet, som er frosset til klippen som en kæmpe istunge, der hænger ud af munden på elvgabet.

Vandfaldet i vinterdragt

Der er klare fordele ved et frossent vandfald, fx er elvdeltaget ikke fuld af vand, og det er nemt at komme ud på havisen. På stranden, på begge sider af elvudløbet er isfoden helt opsprækket og gløder i solen. Vi skal sådan set bare følge landet på sydsiden hele vejen til Dundas.

Isfoden ved elvlejet

Efter at have fået skigrej på og en optankning af essentiel ski-dope, cremeskildpadder, og lidt vand, er vi på vej ud over de hvide vidder. Der ligger 3 store isfjelde og tårner sig op fra isen, og med de enorme gletschere rundt i en halvcirkel i baggrunden mod nord og øst og indlandsisen endnu fjernere, er det et på en gang smukt, majestætisk og frygtindgydende landskab. Isfjeldene bliver ved med at imponere mig, selv om jeg har set tusindvis af dem. I juni var det 13 år siden, jeg kom til Grønland for første gang..

På havisen bliver man hurtigt ganske lille

Det går støt derudaf. Lige frem efter næsen, og holde godt øje med isbjørne. Der er fine små "alkover" af sne inde ved land, hvor der lige kan ligge en og hygge sig. Eller bagved en isskosse med læ. For alt i verden må vi ikke blive overrasket af eller overraske en bamse, det gælder om at være opmærksom, men også nyde det imponerende landskab og kroppens arbejde hen over den frosne sne. Der svedes solcreme, og solbrillerne er virkelig kommet på arbejde, alting omkring os reflekterer lys. Vi knirker af sted under den slørede sol, og hjernen slår fra, arme og ben går automatisk i takt og sætter pulsen.

Lyset er overvældende, men det er koldt og pauserne er korte

Efter endnu et par cremefrøer ved et lille rev, kommer Dundasfjeldet til syne, og der er bare et par kilometer tilbage. Vi kan se bilen ved den lille GC hytte. Klokken er 23.30, da vi når frem. Vi været ude i små 4 timer. Kakaoen er varm, og vi sætter os på en bænk og drikker og nyder udsigten. Der ligger en sæl som en lille sort gajol ude på isen. Den dvasker i midnatsolen, og vi pakker sammen og kører tilbage til basen i det blå lys.

Der er flere gode turer inden havisen bliver lukket for færdsel, og alle ski-, snescooter- og ATV-folk er forvist til land igen. Til marts venter nye eventyr, men indtil da, så kan en tur med pandelampe på basen i barbiefarver være okay – når bare der er cremefrøer med.

Stormdag

Mandag var stormdag. En hel dag med storm fra morgen til aften. Bage boller, stege frikadeller og vaske tøj, dyner, vindueskarme. Se film, strikke, læse, spise slik og tage en morfar - og billeder, hvis man overhovedet kan komme ud af døren.

Snestorm lige i linsen.

Lige en pause i snevirvlerne, og min gade dukker frem med hvidglaserede biler

Som om nogen har skummet bilen til

Bløde hvide fluffy hjul

Istapdekoration

En god bil at have foran sig i det vejr. Det er nu ikke det den bruges til.

Tilbage på Basen

Allerede i lufthavnen er der en hjemlig atmosfære. Tjekker ind sammen med folk jeg kender, og får en god snak i køen gennem security. Det er stadig et surrealistisk kick, at næsten alle ansigterne i flysæderne er kendte, og at blive genkendt af de fleste på vej ned af gangen mod sin plads.  Thule er et specielt sted, og det er transporten herop også – på den gode måde.

Vi flyver kl. 08.35 fra Kastrup, og turen er mørk hele vej. Da vi begynder at dykke mod landing flyver vi lige ind i det smukkeste lys, blødt i orange og lyserødt smelter det kanterne på de blå fjelde og lader hav og is bade sig blå i kontrasten. Basen dukker op som en buket varme lysprikker i en kolde ismark. Vi lander i minus 21 grader, og jeg hoster det meste af vejen henover landingsbanen til terminalen, den kolde frosne luft er uvant.  På parkeringspladsen står der masser af mennesker, der hilser goddag til nyankomne og farvel til ”feriebørnene”. Nogle tager hjem ”for good”, for altid, de får et ekstra kram, kollegaer, jeg sandsynligvis aldrig kommer til at se igen. Sådan er Thule også.

Basen ligner sig selv fra første gang jeg så den. Der holder en bil på parkeringspladsen til mig, og jeg ser en af mine barakmedbeboere og giver ham et lift. Den sædvanlige konversation om ferien, og hvordan går det ryggen, på vej ned til barakken. Den ligner sig selv, men inden i er der flyttet et par nye beboere ind. En helt ny og en, der er flyttet ind fra en anden barak. Der er kommet flere planter i stuen og der er kommet en ny skænk ved spisebordet. Der er en velkomsthilsen skrevet med rød tusch på white boardet i køkkenet. Opdateringen af de blødere informationer kommer i løbet af dagen; hvem er blevet kærester, hvem er ikke mere, nye folk, amerikanerne… andet sladder. Der er masser af ”velkommen tilbage, hvordan går det med ryggen”, dem,  jeg kender, er interesseret, men ikke anmassende. Det er dejligt at være tilbage, siger jeg, og mener det.

Basen set Nordbjerget mod syd, hvor der stadig er lidt tuslys tilbage. I løbet af de snart ot uger, jeg har været tilbage, er vandet froset rigtigt meget til, og der er snart ikke flere våger tilbage.

Basen set fra sydbjerget med udsigt til Dundasfjeldet og derimellem på landtangen midt i billedet,  den gamle Dundas bygd. Lidt ærgerligt ikke at have oplevet efteråret, hele landskabet er fuldstøndig hvidt igen.

En smuk candyflos farvet himmel. Vi går nærmest rundt i barbieland, når der altså er lidt lys.

Stadig lidt våger ude ved isbjergene, men isen er ikke tyk nok endnu i bugten heller.

Sydstjernen, der blev tændt sammen med juletræet. Det er en kold fornøjelse at stå deroppe og være den, der tænder.

Kontoret er blevet en skov, der er endnu flere planter, end da jeg tog ud. Ellers er alt det samme. Dog har jeg fået nyt skrivebord (igen). En af mine kollegaer var ked af at sidde, hvor hun sad, så hun er flyttet hen på mit, så jeg har nu to nye at vælge imellem. Det ved vinduet eller det ved skranken. Efter lidt prøvetid til begge, bliver det det ved skranken, det andet var for koldt. Lige nu er det meget koldt med temperature ned til minus 36 med wind chill, måske meget godt, så kan jeg få valgt det rigtige skrivebord med det samme. 
I den forgangne uge, der døde. Han blev dårlig, blev indlagt og døde kort efter. Han var ikke særlig gammel. Sådan mærker man også landsbyfølelsen; selv om jeg ikke kender manden, så bliver jeg alligevel berørt. Han var jo Thulefolk.

I torsdags havde jeg 1 års dag. Underligt at det hele kan være det samme og så alligevel meget forandret. Nye folk og så alle dem, der er taget hjem. Fredag tændtes juletræet foran headquater og der var kakao og æbleskiver i Community Centret. Igen kom julemanden, selvfølgelig han bor jo lige om hjørnet, men stemningen var ikke helt så god som sidst, eller er det bare fordi, det var mere spændende første gang? Til gengæld var Mortens aften torsdag rigtig hyggelig med god and i Dinning Hall, og for at det ikke skal være løgn, så lavede vi selv and i barakken i dag. Der bor en kok i vores barak, Andreas, og han ville have lavet mad til os på Mortens aften, men blev kaldt på arbejde. Da var fuglene jo tøet op, så vi stegte dem fredag, med brunede kartofler og det hele til. Det var næsten som juleaften for os, der ikke skal være her til jul, var der en der sagde – så sandt, så sandt.

Julemanden og mig i nobembernatten kl. 16.00. Bagefter optøning med varm kakao i Community Centret.

Flashen gik ikke af, da jeg ville tage et billede af tilskuerne til juletræstændingen, men her kan man så se, hvor godt det er at have reflekser på :)

Vejrudsigten har sagt storm på søndag/mandag længe, men der er dog ikke kommet noget endnu. Jeg tog på en meget lille baserunde på ski i går kl. 13.00. Der er kun 3,5 timers tuslys tilbage mellem kl. 10 og 14, men der er en stor fin måne. Lækkert igen at høre frostsneen knase under skiene og ojenvipperne fryse sammen i vinden. Håber jeg kan nå en tur i dag inden stormen.