Sider

onsdag den 21. marts 2012

En onsdag aften kl. 20.30


Klokken er 20.30, og jeg kan lige nå en halv time ved tasterne. Det lyder selvfølgelig gammelkoneagtigt, men vækkeuret ringer kl. 05, så deeeeeet.
Ligger og bøvser efter at have kværnet en halv Ritter Sport med mint (hvor kommer det der sport fra??), men jeg susede lidt rundt på nettet og skrev et par mails. Lidt død i sværen  her til aften, fordi jeg har haft newcomere hele dagen. Når der kommer nye folk på basen, så er det mit kontors opgave at holde dem i hånden sådan ca. halvanden dag. De kommer totalt mørbankede herop, og fra de lander, bliver de proppet med information og sikkerhedsinstruktioner. Det gør de også den næste dag, dog med indlagt sightseeing af alle højdepunkterne på basen, så som hvordan man tanker sin bil, hvor er postkontoret og vareudvalget i den amerikanske butik. Jeg synes, at det er vældig hyggeligt at være base-guide, så jeg melder mig frivilligt til tale dem ned i permafrosten og mosle dem rundt i bybilledet.

Der er rigtig meget lys nu, fra 8 morgen til 8 aften, og det er stærkt, rigtig stærkt. Jeg ar haft gang i gletcherbrillerne i et stykke tid nu, og som en af de nye sagde i dag: ” Nå okay, det er altså ikke fordi alle bare går rundt og skal se smarte ud, at de har sorte solbriller på”.  Der er masser af sne og is, så refleksionen er øjensønderivende.

Havisen er åbnet, så et helt nyt vintersportssted er til vores disposition. Det har bare været megakoldt i snart 4 uger, så jeg har ikke rigtig været ude og gøre brug af den endnu. Med megakold mener jeg minus 40-50 med chill factor (altså ikke hvor koldt det er, men hvor koldt det føles), og så er der gule og røde advarsler på vores lokale vejrudsigt. Rød er selvfølgelig farligst, så er det kun tilrådeligt at være uden for fra bygning til bil og fra bil til bygning, ikke noget med at gå en tur.  Hvis man alligevel vover sig lidt ud er man pakket ind som en dunudstoppet ninja med ansigtsmaske, googles og hætten op som Kenny i South Park Det der med hurtig-som-en-ninja gælder ikke for den arktiske version).

I weekenden var til bryllup. Et kærestepar heroppe blev ægtefolk, da den danske forbindelses officer viede dem. Meget fint at overvære, og der var en hyggelig reception bagefter med chips, rødvin, sandwich og bryllupskage. Ingen taler og ikke noget hurlumhej, lige efter min smag. Bruden havde dog alligevel svedt siden klokken ni om morgenen, og brandmandsgommen lo nervøst, men da det formelle var overstået, kom blodtrykket på plads igen. Vi stod uden for og smed ris i minus 25 grader foran kæmpestore amerikanske brandbiler og  brandmænd i orange veste.  Kun på Thule.

Fremtiden bringer et af mine store ønsker til virkelighed. I hvert fald er en 4 dages slædetur i Qaanaaq området bestilt, og helikopterbilletterne er lige på trapperne. Fra 30. marts til 6. pril er jeg nordenfjords om man så må sige, og rejser 100 km op til Qaanaaq, hvor planen så er at kommer yderligere nordpå op til Siorapaluk , verdens nordligst beliggende helårsbeboede bygd, og forhåbentlig endnu nordligere. Resten af dagene bliver brug i Qaanaaq til afslappelse og slet og ret at få styrret min nysgerrighed – hvad mon der er der, og hvad med dem, der boer der?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar