Sider

mandag den 21. marts 2011

Orkanmandag

Vi har besøg af Charlie, storm Charlie. Blæsende søndag gik altså over i stormy monday, og det har buldret hele natte - og det gør det stadig. Det er den slags storm, man ikke må gå ud i, og det har man heller ikke lyst til, når man ser på vejrudsigten

Det er sådan vores lokale vejrudsigt ser ud i dag. Nederst til venstre man kan lige skimte Main Base. På det tidspunkt er der 29,8 knob vind (stiv kuling), mens der ude ved radaren er orkan. De gule temperaturer betyder, at man ikke skal være udenfor ret længe, og de røde betyder høj risiko for kuldeskader ved ophold udenfor. Til højre kan man se at alle lokaliteter i området er i storm Charlie. Vejrudsigten opdateres hele tiden.

Hvis det ikke er afskrækkende nok, så kan man jo altid kigge ud af vinduet. Tjek den her lille film fra en halv time siden.
video



Højtaleranlægget holder os også orienteret om stormen. De efterlyste fx en af drengene her til morgen. Det sker, hvis ens barakformand ikke kan finde en under en storm. Når stormen bliver meldt i Charlie, så skal barakformanden ringe til stormcentret og gør rede for alle i barakken. Så hvis man overnatter et andet sted, så skal man ringe til sin barakformand og sige det. Det er selvfølgelig ret afslørende at blive efterlyst i hele byen, eftersom det betyder, at han ikke har sovet hjemme he he. Han kan se frem til mange smørrede smil i Dining Hall.


Blæsesøndag

Endnu en blæsesøndag. De sidste par lørdag har været solflotte med koldt og klart vejr. Der har jeg lige haft andre planer, og så en tur ud søndag … men det er så ikke blevet til noget, fordi vinden er taget til. Det er ikke fordi, det behøver at blæse så meget her, før det er som om kinderne bliver skrællet af med en sløv teske, bare sådan en 7-10 m/sek., så er alt hud brændende af frosten. Fotoet herunder viser mig i -40 grader og vind. Det var så megakoldt, at ydersiderne af mine øjne begyndte at fryse til, når jeg blinkede, altså simpelthen vandet i øjnene og øjenvipperne, der frøs sammen, meget ubehageligt.

Øjnene fryser til og fødderne er kolde. Men udsigten var pæn.

 Solen er en lille tåget hvid plet oppe på en isblåhimmel nu, og blæsten river i det ene vindue, jeg har åbent. Her på værelset er det næsten umuligt at få luft ind af vinduet, når det ikke blæser, fordi jeg ikke kan lave gennemtræk. Barakken er sådan indrettet, at der er en lang gang med værelser på begge sider. I den ene ende er der køkken/alrum, toiletter, bad og vaskerum. Pt. Må vi have de varmeste toiletter på basen. Opvarmningen af barakken er med varmluft, så der er ingen varmeapperater nogen steder, men luftriste, hvor varmen kommer ud. Det er meget svært at regulere den slags varme, og for det meste betyder det, at barakken er meget varm, for varm, faktisk. I mange uger har værelserne været  temmelig varme, den lange gang kølig, køkken/alrum varmt og toiletter altså meget varme.

Mit værelse set fra sengen. Bemærk en vis rydelighed. Døren ud til gangen er bag ved reolen.

Stadig set fra sengen. Bemærk alt møblementet er i samme træsort og meget meget kedeligt. Derudover er lamperne helt forfærdelige.
Varmt luftcirkulationen betyder også, at der er et ubehagelig tørt indeklima. Jeg drikker og drikker og drikker vand. Det er det første, jeg gør om morgenen, og det sidste jeg gør, før jeg sover. Udenfor er det også tørt, så man skal smørres ind efter bad, og selv en lille løbetur på løbebåndet betyder knassprød tunge, hvis jeg ikke har en flaske vand med. Det betyder også en knap så lækker, men nødvendig rutine med at smører salve i næsen. Bare rolig, der kommer ingen billeder af det. Vi har alle sammen sår i næsen, fordi slimhinderne ikke kan tåle udtørring over så lang tid. Næsen svider og stopper til, og føles generelt som en evig åben hudafskrabning, som man blæser på med en hårtørre, når man er indenfor og omtrent lige sådan, når den iskolde luft rammer. Min næse har været et stort sår inden i siden februar, og først for nylig fik jeg tippet om, at smøre næsen. Så jeg har den her creme fra apoteket uden vand i, som næsen så får en ordentlig indvendig omgang med ind i mellem. Håber at de gamle polarfarer også kendte til næsesmøretricket, det har måske kunne lindre lidt på deres strabadser ikke også at have problemer med at trække vejret.

Sådan en typisk morgen, så er det altså i gang med at drikke vand lige fra jeg tumler ud af senge, når vækkeuret ringer kl. 5. På med badekåben, vaskeklud i den ene lomme og en banan i den anden, og så ned ad gange, jeg bor i modsatte ende af fælleslokalerne. Lige inden køkkenet er der et lille rum, hvor vi kan have vores viktualier, altså tørvare som mel, te, havregryn osv. Der snupper jeg müsli og mandler fra min hylde, tøffer i køkkenet, drikker vand og laver morgenmad med müsli, banan, mandler og mælk eller yoghurt, hvis der lige har været Airbus fra DK (så har vi nemlig friske danske mejeriprodukter undtagen mælken, den er altid amerikansk) Der er typisk ikke nogen andre i barakken, der spiser morgenmad hjemme, man kan også spise i Dinning Hall, det gør dem, der ikke har brug for at kaste sig over mad, lige når de vågner, sådan som jeg har.

Så er det bad, og tøffe tilbage igen til værelset, hvor vejret bliver tjekket på flimmeren. Vi har en speciel vejrkanal, hvor vi kan se temperatur, vind og stormkonditioner på basen, de omkring liggende fjelde og ved radaren.  Mens jeg har siddet her og skriver, er vi fx gået i storm Alpha over hele linjen, fordi det blæser. Jeg kan også bare kigge ud af vinduet og se på røgen fra et stort dampvarmeværker, der ligger skråt overfor min barak. Er den vandret eller nedadgående, så blæser det meget. Der er også en Thule vejrudsigt tv-kanal med vejrudsigtslides, der på lydsiden har amerikanske nyheder, så den ser/hører jeg også tit om morgenen, specielt nu her med jordskælv i Japan og krig i Libyen. Der er selvfølgelig ikke så meget om Penkowa skandalen eller Picasso udstillingen på Louisiana, men der har jeg jo nettet.

Hvis Anders, der er kollega og barakmedbeboer, ikke er på ferie, så køre vi sammen på arbejde. Vi er meget glade for vores 4-hjulstrækker, og selv om rattet er iskoldt og der er grød i gearkassen, så starter den altid takket være elledningen, som den altid er koblet til, når den står stille. Den holder motoren varm ellers skulle den stå i tomgang hele tiden, for ikke at fryse sammen. Tit kører vi med ”kænguruhjul” om morgenen, fordi dækkene falder sammen i kulden i løbet af natten, kulden trækker luft ud af dem, og så får dækkene ”kanter”. Hvis Bettina K., navnesøster og kollega, ikke er på ferie, henter vi hende og kører derefter til kontoret, hvor vi er ca. 6.30. Ikke meget pendlertid, vel 10 minutter alt i alt, og aldrig nogen bilkøer eller lyskryds, der er gået i stykker. Næsten alle møder kl. 6, så morgentrafikken er overstået, når jeg lister på arbejde, og ”lister” er velvalgt, for fartgrænsen på basen er bare 40 km/t.

På arbejde er vi 5 kollegaer og en chef, hvis vi er der alle sammen på en gang, hvilket vi sjældent er. Vores kontor hedder Site Management Support, og er en blanding af HR afdeling, direktionssekretariat, biludlejning, kommunikationsafdeling, nyhedsbureau og ad hoc opgaveløsning ved skranken. Vi laver stort set det samme alle sammen, eller kan løse de samme opgaver, og dagene er meget varieret.

Udsigten fra mit skrivbord. Bemærk håndcreme og vandflaske, helt essentielt tilbehør. 

Mit skrivebord på en sjælden ryddelig dag. Planten er ægte, det er alle planterne på kontoret, de overlever faktisk vinterens mørke. Måske har de omstillet sig til at leve af elektrisk lys.

Frokosten er dog helt sikker, den er en time, og det foregår i Dinning Hall. Man kan måske også lige nå at gå i BX’en, den amerikanske købmand eller De’lien, den danske delikatesse, for at købe lidt ind eller på det Grønlandske posthus for at sende noget eller på GC’s posthus, for at se om der er kommet post.

Alle bygninger har numre (det er et helvede, når man er ny, kan jeg godt hilse og sige) og vores bygning hedder 274 (det siges to-firehalvfjerds) og ud over os er der Ø & R, meget opfindsomt for økonomi og regnskab, der arbejder tre kollegaer med bogføring og løn, og så er der IT-afdelingen, der huser 6 it-drenge. IT-drengene skal flytte, og vi er lagt sammen med Ø&R, og skal snart arbejde i byggerod, når der skal slås vægge ned og kontorene lægges sammen. Den tid, den glæde.  I den anden ende af 274 bor personalechefen, kontraktchefen og chefen over os alle, Inge Bülck. Den del af bygningen bliver kaldt Tæppeland, da det før i tiden kun var den fine chefafdeling, der havde tæpper på gulvene.

Vi har et lille køkken, hvor vi kan lave kaffe og te. I det land med det reneste vand, er det at få rent sundt vand ud af hanen et stot problem. Rørene, der fører vandet, er nemlig gamle, og der er blylodninger i dem. Det betyder, at hvis vandet står stille i rørene, som det gør om natten, så kommer der bly i vandet. Bly er van(d)vittigt (haha) farligt for organismen, så før vi tager vand fra hanen, så skal det løbe i 1 minut minimum, det gælder hele basen. Her den anden dag blev en af de store vandtanke tømt ved en fejl, og de var nødt til at fylde vand i dem lynhurtigt, for tankene bliver også brugt til slukningsvand af brandbilerne. Når det skal gå hurtigt, så er det for langsomt at lede det gennem de sædvandlige filtre, så det bliver ledt fra vandsøen og direkte i tanken.  Så kommer jo balladen med bakterieniveau og alt muligt, så hele basen gik i ”Vandminimum” og ”Kog vandet”. Så var der paptallerkener i Dining Hall og nul te og kaffe ,og alt drikkevand skulle koges. Rigtig mange køber alligevel vand i BX’en, fordi de er bange for bly eller ikke kan lige klorsmagen. Vi har sådan nogle vandkander i barakken med filtre af aktivt kul, der tager den grimme smag, men ikke bly desværre - håber ikke at jeg tager ska-ska-skadeJ

Når klokken er 17.30 nul dut, så er vi ude af døren og på vej op og spise aftensmad eller hente aftensmad eller gå til fritidsaktiviteter – eller en kombi. Hvis jeg fx går op og løber, så er det det første jeg gør, fordi jeg godt kan nå det inden Dining Hall lukker kl. 19.00. Hvis jeg skal til spinning kl 18.00, så kan jeg ikke nå op og spise bagefter, så kører jeg op og henter take away i stedet (det er den almindelige mad, man kan tage med hjem). Det betyder et minikørselskoordinationsmøde, inden vi forlader kontoret, fordi vi tit er 3 om en bil - heldigvis er der jo også de gratis taxa. 

Efter træning og aftensmad, så er der et par timer max til almindelig afslapning inden skønhedssøvnen skal påbegyndes for at være nogenlunde frisk til de næste 11 timer på arbejde dagen efter.  Det er derfor mine weekender er hellige, og helliget til alt det, jeg ikke kan nå i hverdagen, som jo er det meste af udelivet og læse bøger/strikke/udendørsaktiviteter/se film/hygge med de andre.

Apropos kælketur, så tog vi på nordbjerget sidste lørdag og fandt en god bakke.  Super sjovt og god kondition at gå op bagefter. Det er basen, der ligger neden for ved kysten. Filmen har lyd, så man kan hører hylene på vej ned:)


video



Og når vi taler om kolde ture i sneen, så tog Mikkel og jeg lige en overnatter i telt på den gamle missilaffyringsrampe kaldet D-launch for at teste min nye sovepose, der endelige indfandt sig fra USA. D-launch ligger syd for basen, og det var lige midt i alt isbjørnehurlumhejet, så vi vælger det sted, fordi det ligger oppe på et fjeld – ikke så interessant for bjørne, der er på jagt efter sæler. Til gengæld er vi udsat, hvis der kommer vind, men det står der ikke noget om i vejrudsigten. Vi kører af sted med telt, fyldte termokander og dunmonstersoveposer. Det tager lidt tid at finde et godt sted at grave en teltplads, men til sidst bestemmer vi os for en drive mellem to hytter, så kan vi altid gå bag hytterne, hvis det begynder at blæse.

Nå, det tager en rum tid for Mikkel at grave en teltplads ud i driven,  der er kun en skovl, og jeg begynder at fryse. Få dog samlet teltet, tænker jeg, så får du varmen. I gang med teltet, der lynhurtigt bliver helt stift, og metalstængerne er ikke til at røre ved. Vi har lige hat besøg af Anders Ibsen, der er gammel siriusmand. Han holdt foredrag, og han fortalt at den farligste tid på hundeslædetur ikke er når man møder en isbjørn, men når man skal sætte telt op. Da bliver man kold, der kan ikke skiftes tøj før teltet er oppe, og det tager omkring 30-40 min at få det samlet. Jeg er helt med på, hvad han mener nu, og vi har ikke engang stået på ski først og sveder.


Mikkel holder varmen og graver fundamentet ud. Det er selvfølgelig umuligt at få noget i jorden, og derfor skal teltet stå i en drive, så snepløkkene kan forankre det i sneen

Sådan, så er hytten oppe. De små lys til højre er fra bilen. Den kørte vi lidt væk, for den skulle stå i tomgang hele natten for ikke at fryse til. Det kostede en halv tank, så ved vi det.
Mikkel i sit dunmonster, og så blev der ikke taget flere billeder den aften.
Nu vi er ved ski, så tog vi også en skitur en dag, mig og Mikkel. For ham var det første gang i 20 år, men det gik da nogenlunde. Han sakkede nu hele tiden bagefter, hvilket  undrede mig lidt, da han er superkonkurrencemenneske, til forskel fra mig, og slet ikke er glad for at være bagud. Hans spor var også ret sjove, så saml dog benene, tænkte jeg. Da vi havde været afsted en halv times tid, og vi holder en pause, kigger han ned, og helt forundret må han konstatere, at han er stået afsted i to venstre støvler. Knallerten har simpelthen ikke mærket, at den ene støvle vendte "skævt". Hvordan det har kunnet lade sig gøre, ved jeg ikke, har altid troet, at mænd var mere i kontakt med deres krop end kvinder, men jeg var flad af grin. Han nægtede selvfølgelig at vende om og skifte, så vi fortsatte ufortrødent, med tre venstre og en højre støvle til sammen.

Tilbage til teltturen. Vi får da samlet stumperne, og vælter liggeunderlag, mad og gevær ind i teltet. Mikkel prøver at få gang i brænderen uden for, som vi også gerne vil teste, men han må opgive, det er for koldt – og vi  har varmt vand i termoerne. Efter spændende aftensmad=Travemate frysetørret jægergryde med varmt vand i, så er der ikke andet at gøre, end at gå i poserne – det er for koldt og slikket er frosset til bolsjer. Min sovepose er sådan set varm nok, det er bare det, at jeg ikke kan ligge ordentligt. Det tager mig gerne et par dage, at kunne falde i søvn i en sovepose, det vil sige, så er jeg træt nok. Det går sådan set udmærket, og kl. 6 om morgenen pakker vi sammen, begge med meget kolde fødder. De fødder er bare en pest at holde varme, de sidder så lang væk. Det tager nok en god måneds tid før vi tager ud igen, og for en god ordens skyld skal det lige tilføjes, at der ikke er noget romantisk ved det her foretagne. Mikkel er familiefar, og hvis det ikke er afskrækkende nok, så er - 40 det.  

:)Bettina