Sider

torsdag den 29. marts 2012

Opstart på slædetur

Er næsten færdigpakket til i morgen, og håber at jeg ikke har glemt noget essentielt. I onsdags fløj helikopteren ikke, en af piloterne var syg, så jeg blev lidt bekymret. I dag så jeg den i luften, så mon ikke også den skal på arbejde i morgen. Turen starter kl. 9.00, og det tager 45 min at flyve op til Qaanaaq, hvor min 4-dages slædetur starter. Så bliver jeg hentet af Hans fra hotellet (vist mere et vandrehjem), og så skal vi tale tur. Otto, som er den fanger, jeg skal ud med, han har et gæstehus i Siorapaluk, så mon ikke vi tager derop lørdag. Derefter så er det bare, hvad vejr og hunde bringer, skøøøøønt. Der er faktisk gode vejrudsigter både på DMI og Wunderground.com. Solskin siger den ene og varmt (minus 10), siger den anden, hvis bare noget af det holder stik, så er jeg heldig. Solcreme er der check på.

Udover min egen bagage, er jeg spækket med mild ost og M & M chokolade. Man kan jo savne de mærkeligst ting, og det her var indkøbssedlen fra en guidekollegas søster og svoger, der er fastboende deroppe. Jeg har fået anvisning på, hvor deres hus ligger og et B-nummer (alle bygninger har et nummer i Grønland ligesom på basen). I sidste ende er det nok lige så effektivt bare at spørge efter Jane :)

Indtil videre har jeg fri til og med fredag i næste uge, og hvis helikopteren ikke flyver onsdag, og jeg ikke får et slædelift tilbage til basen, så er jeg strandet deroppe i en uge. Den flyver jo ikke Lang Fredag. Lidt spændende, og jeg har taget strikketøjet med, hvis jeg nu skulle få for meget tid på hånden. Ikke computer og ikke bøger, der skal bare være plads til at nyde oplevelsen og omgivelserne.

Jeg er på sms med min gode ven Henrik. Han er i Cambodia på feltarbejde. Kunne vi være mere i hvert vores verdenshjørne? Ikke så meget is og sne der, og ikke så meget jungledyr her. Apropos dyr, så fik jeg lige de sejeste billeder på facebook fra Tasiilaq, hvor alle ungerne i legofarvede flyverdragter står rundt om en død blodig isbjørn, der ligger i favnen på en fanger. Så er der noget ved at gå tur med børnehaven!

Jeg var forbi posthuset for at hente post, men jeg have ikke postnøgler med til postboksen. Pyt, jeg kan komme ind bagved i postboksrummet med mit keycard, så jeg luffede derind alligevel. Der var en underlig lyd i gangen, og da jeg kom hen til låsen, stod den og blinkede og bibbede - helt klar i stykker. Nå, ingen post altså, jeg ringer den defekte lås ind til Service Call (vores altmuligmand service). Et par timer senere kommer jeg forbi igen, og der holder en servicebil, så jeg spørger manden, om låsen nu er i orden. Nej, det er den ikke, han havde ringet efter endnu en mand, der kunne komme og bryde døren ned -  øh hvad? - fordi re-set mekanismen til låsen sidder INDEN i postboksrummet. Vi var begge to færdige af grin, det er totalt Thulekludder af bedste skuffe :D

søndag den 25. marts 2012

En tur på havisen

Søndag aften og solen brager ind af vinduet klokken 19.30. Jeg har fået nogle forsythia grene på arbejde, så jeg har mit eget lille forår i vindueskarmen med smørgule blomster på grenene, der gennemlyses foran vinduesglasset. Jeg kan høre Mette og Anette pludre inde ved siden af, Joss Stone er på lydsiden og jeg er har det godt. Kan mærke mine ben fra i går, hvor jeg var til en time med hende Marina, helsedamen. Sådan noget balance og core øvelses noget, mand, det var hårdt. Så mit lille løbeprogram og ud med Mette på isen i næsten to timer. Busted.

Vi havde en smuk tur til Dundas i lavt solskin med kun lidt vind, der er næsten en bred sti derover nu med fint sne på. Stadigvæk klædt på som en ninja, så vi gik afsted som to små røde brandmænd, helt sorte i ansigtet :) Der er så stille, når man bare knirker afsted derude og ser på lyset og solen bag sneskyerne, der laver bløde skygger på isen foran Dundasfjeldets sydside, mens fjeldet selv var helt hvidglødende. Du ville kunne lide det, at gå den tur. Over bygden var der en blå stribe himmel med lange røggrå skyer oven over og de sorte fjelde på den anden side af Wolstenholme fjord i midten. Landskab i lag. Betagende.

På vejen tilbage kom der en snescooter ræsende, og lidt efter en til. Den kørte bare så langsomt, så vi blev enige om, at det nok var en ATV. Men den var rigtig langsom, og så siger Mette : "Det er en cykel!", og det var det. En af Summit folkene var ude på en cykel med ballondæk, han kom helt ude fra bag Dundas. Jeg tænkte på dig, det kunne du sikkert godt tænke dig at prøve. Talte med Pat, også en Summit fyr, her til aften, og han havde været ude i dag på en almindelig cykel og det var gået fint. De havde cyklet fra Dundas bygd ud på Wolstenholme fjord til de tre isbjerge og videre ud. Det lyder helt fjollet - cyklet ud til isbjerge - men altså, det gjorde de :)

I dag har været slapperdag med nul træning. Bare almindelig luffen rundt, skrive mails, en lille morfar og så i biffen med Anette. Vi så Cannes vinderen af Grand Prix fra 2010 "Of Gods and Men", en fransk film, helt utroligt, at den er kommet her op. Rørende og vigtig historie med fantastisk landskaber, jeg fik et sug af lyst til at også at stå på en bjergside og kigge ud over en dal med marker og se træer vifte let i vinden, jeg er ved at have været her længe nok for denne gang, trænger til noget variation, kan jeg mærke. Det bliver godt at komme en tur til Qaanaaq og se noget lidt andet, selv om det landskabsmæssigt er fra samme kategori så at sige. Vejrudsigten siger sne deroppe i næste weekend, men det kan jo nå at ændre sig. Holder det stik, så er det gode, at det bliver knapt så koldt.

onsdag den 21. marts 2012

En onsdag aften kl. 20.30


Klokken er 20.30, og jeg kan lige nå en halv time ved tasterne. Det lyder selvfølgelig gammelkoneagtigt, men vækkeuret ringer kl. 05, så deeeeeet.
Ligger og bøvser efter at have kværnet en halv Ritter Sport med mint (hvor kommer det der sport fra??), men jeg susede lidt rundt på nettet og skrev et par mails. Lidt død i sværen  her til aften, fordi jeg har haft newcomere hele dagen. Når der kommer nye folk på basen, så er det mit kontors opgave at holde dem i hånden sådan ca. halvanden dag. De kommer totalt mørbankede herop, og fra de lander, bliver de proppet med information og sikkerhedsinstruktioner. Det gør de også den næste dag, dog med indlagt sightseeing af alle højdepunkterne på basen, så som hvordan man tanker sin bil, hvor er postkontoret og vareudvalget i den amerikanske butik. Jeg synes, at det er vældig hyggeligt at være base-guide, så jeg melder mig frivilligt til tale dem ned i permafrosten og mosle dem rundt i bybilledet.

Der er rigtig meget lys nu, fra 8 morgen til 8 aften, og det er stærkt, rigtig stærkt. Jeg ar haft gang i gletcherbrillerne i et stykke tid nu, og som en af de nye sagde i dag: ” Nå okay, det er altså ikke fordi alle bare går rundt og skal se smarte ud, at de har sorte solbriller på”.  Der er masser af sne og is, så refleksionen er øjensønderivende.

Havisen er åbnet, så et helt nyt vintersportssted er til vores disposition. Det har bare været megakoldt i snart 4 uger, så jeg har ikke rigtig været ude og gøre brug af den endnu. Med megakold mener jeg minus 40-50 med chill factor (altså ikke hvor koldt det er, men hvor koldt det føles), og så er der gule og røde advarsler på vores lokale vejrudsigt. Rød er selvfølgelig farligst, så er det kun tilrådeligt at være uden for fra bygning til bil og fra bil til bygning, ikke noget med at gå en tur.  Hvis man alligevel vover sig lidt ud er man pakket ind som en dunudstoppet ninja med ansigtsmaske, googles og hætten op som Kenny i South Park Det der med hurtig-som-en-ninja gælder ikke for den arktiske version).

I weekenden var til bryllup. Et kærestepar heroppe blev ægtefolk, da den danske forbindelses officer viede dem. Meget fint at overvære, og der var en hyggelig reception bagefter med chips, rødvin, sandwich og bryllupskage. Ingen taler og ikke noget hurlumhej, lige efter min smag. Bruden havde dog alligevel svedt siden klokken ni om morgenen, og brandmandsgommen lo nervøst, men da det formelle var overstået, kom blodtrykket på plads igen. Vi stod uden for og smed ris i minus 25 grader foran kæmpestore amerikanske brandbiler og  brandmænd i orange veste.  Kun på Thule.

Fremtiden bringer et af mine store ønsker til virkelighed. I hvert fald er en 4 dages slædetur i Qaanaaq området bestilt, og helikopterbilletterne er lige på trapperne. Fra 30. marts til 6. pril er jeg nordenfjords om man så må sige, og rejser 100 km op til Qaanaaq, hvor planen så er at kommer yderligere nordpå op til Siorapaluk , verdens nordligst beliggende helårsbeboede bygd, og forhåbentlig endnu nordligere. Resten af dagene bliver brug i Qaanaaq til afslappelse og slet og ret at få styrret min nysgerrighed – hvad mon der er der, og hvad med dem, der boer der?