Sol over land

”Og oven over alting stråler moder sol”. Så er det her, lyset, og der bliver bare mere og mere af det. I mandags var der ”slukke juletræ og sydstjernen” festivitas ved det amerikanske headquater for at fejre solen genkomst.  Commanderen kommer ud i shorts og hawaiiskjorte og holder en kort tale, der bliver slukket, og alle tilskuerne står og fryser røven af i alt det tøj de ejer, fordi det er minus 42 grader. Derefter vader vi op til Community Center og drikker cafe latte og spiser lagkage. På de 200 m er jeg ved at skrige af smerte, fordi kulden lynfryser mit ansigt i vinden.

Siden den sidste storm er det blevet umådelig koldt igen, og ydervæggene i det kontor, jeg arbejder i, er iskolde, det samme er trækken. Når jeg kommer om morgenen, føles mine kontorsutter bundfrosne (jeg har sutsko på arbejde, for det er alligevel for varmt at have Sorelstøvler på indendørs en hel dag), men jeg har et varmeapparat, så jeg klare mig. Et par andre kollegaer sidder ved et åbenbart meget dårligt vindue uden varmeapparat under, så de har det rigtig koldt og bliver også syge. Vores chef gør ikke noget. Barakken er fra 50’erne, sådan er det bare.

Sidste storm kostede et par kollegaer arbejdet. De gik hjem fra en fest søndag morgen i den storm Charlie, jeg skrev om sidst. Det må man ikke – og det blev opdaget. Kort proces – billetter til DK og ud med helikopteren onsdagen efter, slut prut finale. En af dem var en fyr, som arbejdede i arbejdsmiljøafdelingen, og som jeg var blevet gode venner med. Han laver jagt- og fiskerture i Kangerlussuaq, og var lige oppe og hive nogen penge hjem på TAB her i lavsæsonnen. Heldigvis møder jeg ham igen der, men selvfølgelig er det surt for ham med sådan en fyring.

Grunden til at der er no mercy, er, at ikke nok med, at folk risikere deres eget liv i en storm, der kan også være fare for dem, der eventuelt skal ud og rede dem. Og så er der splatter scenariet: Når der er storm Charlie eller Delta, så ved snerydningsmandskabet, at der ikke er nogen gående på basen. De høvler rundt og rydder sne med de megastørste mesterhakkermaskiner, har dårligt udsyn og er selvfølgelig ikke observante på omvandrende kødstænger på to ben. Man ser det for sig – ups – og du er dybfrossen millionbøf spredt ud over taget på den nærmeste barak.

Tilbage til solen. Her kommer lige et par billeder af sol set fra sydbjerget og andre steder. Sidste weekends langtur med pulke blev ikke til noget, da dunsoveposen ikke indfandt sig, så det blev fotokørertur i stedet. En tur til radaren og Dundas, hvor fangere fra Qaanaaq er kommet til for at jage isbjørne. For 14 dage siden blev der set 8 isbjørne ude på fjorden bag basen, og hvad enten det er en besked fra GC chefen, commanderen (der begge gerne vil have bjørnene jaget væk) eller kamikposten, så er fangerne her; små seje mænd, der lugter af spæk og hunde. De spiser tit her på basen, og af en eller anden grund, så er de helt vilde med massagestolene i fitnesscentret. De slår sig ned i rummet med stolene i timevis og efterlader en odeur på de sorte sæder af  - ja, fangere.

Solopgang. Solen var ikke oppe så længe den dag, men i dag har vi haft 7 timers lys

Vi kører i firhjulstrækkere med vinterdæk. Det værste er at tanke bilen, fordi det er hundekoldt om nallerne, og man kommer altid til at lugte af diesel.

På vej mod sydbjerget i det yndigste solskin. Hytten til højre for vejen er en fasehytte. Det hedder de, og de står langs vejen, og bruges hvis der opstår storm, og man ikke kan kører videre. De er fuldt ekviperet med varme, senge og mad.

Et smukt isfjeld. Glæder mig til at komme ud og kigge på den.

Wolsteenholme fjord nord for Basen. De var her de 8 isbjørne blev set.

Og her er en af dem.

Tidevandszonen sprækker op og vandet damper, fordi luften er meget koldere en havvandet.

Solnedgang over bænk i Dundas.

Vi så dem ude på havisen, tre små slæder. Så bittesmå, at jeg ikke kunne fotografere dem. Spredt rundt på isfladen står isfjeldene som enorme tænder med blå skygger næsten helt op til de sorte nordlige fjeldkanter, solen står ganske lavt. Ved fangerhytten var en bjørn parteret og lå på taget. Så er kødet frossent, og hundene kan ikke nå det.  De nåede at få to, så luffede de hjemover igen. Ikke mere lugt af spæk og hunde nogen steder for denne gang.

JBettina

White out weekend

Så er solen her, eller altså, lidt i hvert fald, hvis ikke det lige var fordi, vi har haft orkan og white out hele dagen. Solen stod op for første gang op i går, og i dag skulle vi have været inde ved isen og se den. Det blev på forhånd aflyst, da vi allerede for et par dage siden kunne se på vejrudsigten, at der ville komme storm fredag nat.

Ganske rigtig, i går aftes faldt temperaturen fra -17 til -3 på 45 min, og det begyndte at blæse op. Jeg havde et vindue åbent, og ved 22-tiden kom der små pust ind, så mine papirer i vindueskarmen bladrede rundt. Det er et sikket tegn på storm her i værelse 12, da mine vinduer vender stik syd og vinden altid kommer fra nord eller nord-nordøst, så der plejer aldrig at komme så meget som et ånddrag arktisk luft ind til mig.

I nat blev jeg vækket af stormens buldren. Det er som om kroppen bliver anspændt og vagtsom, når det stormer - det er nok meget godt, for det rev og pev godt nok meget derude. Amerikanerne kalder over højtalersystemet, når der er ændringer i stormkonditionerne, og omkring kl. 03 gik vi i storm Charlie på basen. Resten af natten blev de ved med at melde ændringer. Typisk bliver der også meldt, at vi ikke må fortage telefonopringninger uden det strengt nødvendigt. 

Nu er stormen løjet lidt af her på basen, så jeg kan set smuk rosa lysbånd på en blegblå himmel ind mod isen. Jeg har åbnet vinduet mange gange for rigtig at kunne se himlen, og til sidste tog jeg overtøj på og gik ud og tog nogle billeder. De skal nok komme på, jeg har bare ikke noget overføringskabel lige her.

Til gengæld har jeg nogle isbjørnefodsporsbilleder fra sidste weekend. Hold da kæft, sikke et adrenalinkick at se tegnene efter de store lappe nede på havisen foran molen. Man kan ganske tydeligt se pelsen, der danner overhæng uden om trædepuderne, viske sneen væk omkring fodens omrids, så kun puderne står tilbage som bløde fordybninger.  De klareste aftegninger, hvor kløerne står som et knivskarpt negativ i sneen, indgyder respekt og størrelsen af hele sporet sladre om, at bamsen nok er en stor hanbjørn. Det var den, sikkerhedspolitiet så i deres infrarøde kameraer, og den, der gjorde, at vi måtte sidde oppe på vejrstationen og kukkelure i sidste uge.

Her er han så, krabaten. et flot aftryk. For størrelse se sidste billede.

Isbjørnens spor førte op fra isen 

Her kan man rigtig se, hvordan pelsen om foden har fejet sneen bag hælen

Her er han spadseret lige så fint nede på isfoden mellem kajen og tidevandszonen

Man kan se, at bagpoterne næsten træder i forpoterne fodspor

Et lille stop før forhindringen krydses

Størrelse voksen isbjørnbjørn og en Sorelstøvle str. 40

Med de spor in mente, bliver det lidt mere ”spændende” at luffe rundt på basen om aftenen på ski. I forgårs havde vi et skønt snevejr, og jeg måtte ud på brædderne. Kun på basen, selvfølgelig. Det er langt tid siden, det har sneet sidst, med de ekstreme kuldegrader der har huseret, så sner det ikke. Nu var snelaget til gengæld helt perfekt, og basen smuk hvid og blød i kanterne. Men jeg holdte mig væk fra havnen, og da de par slædehunde, som vores danske forbindelsesofficer har, begyndte at gø ude ved lossepladsen, så vendte jeg om og søgte mod den beboede del. Selv på basens område kan man føle sig in the middle of nowhere. Grunden til at basen er så stor arealmæssigt er, at den inkluderer en kæmpe losseplads, gamle hangarer, et udtjent hospital, lagerhuse, elværk, vandværk, lufthavn etc., og mange af de bygninger ligger et godt stykke fra de barakker, vi bor i.

Da jeg vågnede i nat, kom jeg til at tænke på de inuitter, der for mindre end hundred år siden har siddet i små tørvehuse eller iglooer, midt i mørket og udholdt orkanens raseri. Iglo eller igloo kommer fra et fælleseskimoisk ord idglo og betyder ”hus”. På grønlandsk siger man illu (udtales islu), og det er lige meget hvilket slags hus, der er tale om, ikke kun snehuse. Vi har fundet nogle gode instruktioner på nettet til, hvordan man kan bygge en igloo og måske kan vi prøve i morgen, hvis vinden er løjet af.

Søndag. Vinden er løjet af, men vi er stadig i storm Alpha, og må ikke kører ud af basen. Det bliver vist til en gåtur ned til havnen. Hvis vi er heldige, kan vi finde et sted med god sne til igloobygning. Den skal være helt sammenblæst, så snekrystallerne hænger fast i hinanden. Samtidig skal der også være tilstrækkelig meget luft i sneen, så den kan virke isolerende. Snehuse kan holde en indendørstemperatur på helt op til 15-20 grader, har jeg læst, men man skal huske at lave ventilationshuller, ellers risikere man iltmangel.

Det er helt klart planen at få bygget sådan en igloo, men jeg kommer ikke ud at sove før min nye dunmonsterpose er kommet. Har bestilt en og et par dunbukser fra USA, og det hele skulle være på vej nu. Forhåbentlig kommer pakken med DC8’eren fra Baltimore på onsdag. Lørdag, søndag og mandag i næste uge er nemlig en forlænget weekend, mandag er Presidents Day, og der skal vi ud i mutten (naturen). Ærgerligt nok er Valentines Day ikke en helligdag, så denne weekend er som alle andre kun to dage, helt klart for dårligt!

Planen for næste weekend er at luffe af med oppakning på små slæder og overnatte to nætter i telt. Der er lys nok nu til at gå 4-5 timer om dagen, og med vejnettet åbent, læs: Vejret er artigt, så vi kan kører et stykke ud i bil, så kan vi godt nå at komme lidt rundt. Slæderne har vi fået lov at låne i community centret, og de ligger klar under min seng, rigget til pulke med nylonreb i huller langs kanterne, så vi kan surre bagagen fast med reb på tværs af pulken. Vi mangler bare at sætte nogle lister fast, der skal gå fra pulkens sider og op til hoftebæltet på rygsækkene, så pulkene ikke glider ned i hælene på os, når det går ned ad bakke.

JBettina

Camping med isbjørne

Basen tager sig helt pæn ud i det fine blå lys, der nu er kommet midt på dagen. Det gør en kæmpe forskel, og alle jubler over at gå mod lysere tider. Om 12 dage står solen op for første gang og d. 24 april er der fuld blus på lampen dag og nat. Til gengæld har temperaturen været omkring minus 30-5 grader og op til minus 42 med wind chill effekt, siden jeg kom tilbage 27. januar.

Så hvad bruger man i øvrigt godt vejr med næsten ingen vind og -36 grader til? En tur på campings, selvfølgelig. Teste udstyr; kan vi finde ud af at sættet teltet op på is, er soveposen varm nok, virker sneskoene og  primussen. Det blev så planen i sidste weekend.

Min gode ven ingeniøren Mikkel vil gerne med, så vi pakker lørdag morgen og mødes i Dining Hall kl. 10.30 til brunch. Målet for dagens tur er Dundas,  den bygd, hvorfra folk blev flyttet fra til Qaanaaq, da basen kom; i fjerne tider var det her Knud Rasmussens byggede sin handelsstation – det indlysende mål vores første ekspedition.

Da vi udfyldte sikkerhedsformularen hos Hill Top (radiokommunikationscentret), så de overrasket og medlidende på os; overnatte i -36 i telt? Afgjort uden for pædagogisk rækkevidde, synes deres blik at sige, og de var ikke de eneste. Resten af vores kollegaer, der havde hørt om turen, og det var mange, kamikposten går hurtigt her, udtrykte en blanding af vantro omkring projektet og overbevisning om vores mentale helbreds deroute.

Ikke desto mindre var vi af sted i Mikkels bil omkring 11.30. Planen var et køre til Dundas, en tur på ca. 30 minutter, stille bilen, slå telt op og så luffe lidt rundt. Det geniale ved den plan var, at hvis noget viste sig ikke at fungere, så kunne vi altid hoppe ind i bilen og kører hjem. Hvis vi havde vadet 3 timer ud i fjeldet fra bilen og noget ikke virkede, så skulle vi jo vade 3 timer tilbage, måske midt om natten – ikke så sjovt i den slags kuldegrader, der produceres heromkring.

Pludselig begyndte Mikkels bil at opfører sig underligt og hoppe fremad. Mens vi havde kørt rundt og ordnet med Hill Top og tanket, så havde varmeapparatet, der er i alle biler heroppe, ikke virket og det var pivkoldt i bilen. Det var tændt, men hvor blev varmen af? Det viste sig at varmen på mystisk vis kom ned i motoren, og nu var den så overophedet, at den hoppede og dansede. Der var ikke andet at gøre end at vende om, og finde en ny bil.

Med ny bil på plads, tøffede vi atter mod Dundas, og kom kun til at køre forkert en gang, ja det kan altså lade sig gøre, ud mod en hytte på toppen af Nordbjerget. Fantastisk location, den må vi se nærmere på en anden gang. Tilbage og ned på den flade slette og lige før vi kommer til bygden, kalder en stemme op på radioen og melder isbjørn i Dundas. Stemmen lyd som om den kommer fra en person, der er ret rystet, sådan skinger og kraftig. Campingplanen fordufter med det samme, helt indlysende, men meget spændende med en isbjørn, hvor er den henne? Vi kører ned til husene, der er spredt over et stor område, de fleste af dem lukket af eller bare i forfald. Vi møder en anden bil, men det er ikke dem, der har kaldt ind på radioen. De mener, at det er fra et af husene ned ved vandet. Vi kører alle sammen af sted og holder ved det hus, der er parkeret en bil foran, og det ryger fra skorstenen.

Det helt rigtige sted viser det sig, for Jacob, der har hytten som sommerhus, gik simpelthen lige ud i en isbjørn, da han skulle ud og rode med sin generator bagved. Han er synligt chokeret og holder godt fast i sit gevær. Det var en lille bjørn, og vi kan se sporene bag huset og hvordan de fortsætter op ad skåningen væk fra huset. Den blev så forskrækket over mødet med Jacob, at den spurtede væk. Vi står og snakker lidt ved indkørselen, alle har deres våben i hånden, bekymringen er også, at der må være en isbjørnemor i nærheden. Jeg går tilbage til sporene og fotografere dem, det er stadig ret mørkt, og det er svært at få et godt billede. Lige pludselig begynder drengene at pifte og råbe, og med et føler jeg mig meget udsat – de andre er 20 meter væk, og hvorfor begynder de at råbe. Jeg spurter ned til dem, og når at se den store isbjørn løbe af sted i fuldfirspring nede på stranden ud mod Dundas fjeldet. En stor hvidgul pels forsvinder bag isskosser og sten. Så var der altså en mor.

Spor fra den lille isbjørn. Omtrent så stort som en damehånd.

 Vi kører ud mod Dundas fjeldet, og sidder i bilen og drikker varm cacao. Måske dukker isbjørnen op, så vi kan fotografere den. Jeg tager billeder af fjeldet, af basen på den anden side af bugten og af bygden med Nordbjerget i baggrunden, med Mikkel stående ved siden af i kulden med riflen. Der kommer ikke nogen bjørn forbi.

Fotografen er under total beskyttelse af sin medbragte livvagt. Til højre i billedet kan man se Sydbjerget

Den lille base i det store landskab

Dundas fjeldet, der har givet navn til bygden. I dag er området givet tilbage til det Grønlandske selvstyre, men det var i mange år en del af det amerikanske forsvarsområde, og derfor blev grønlænderne flyttet herfra.

Dundas fjeldet i baggrunden. Det er 200 m højt og en uge om sommeren er der en golfbane på toppen. Endnu bagved Saunders Ø. Det var ved husene ved stranden til venstre, at isbjørnemoren løb og forsvandt.

På vejen hjem møder vi SP’erne (Security Police) ved broen ind til basen. De spørger, om vi ved, om der er flere biler ude i Dundas. De er åbenbart ved at lukke adgangen ud til området. Amerikanerne tager det med isbjørnene meget alvorligt. Til aftensmad hører vi, at de i skyndingen med at få meldt bjørnadvarsel ud på PA anlægget, ikke havde været opmærksomme på, at det var i Dundas bygd og ikke Dundas Restaurant (det danskerne mest kalder Dining Hall) Alle de spisende var blevet beordret til at blive, og senere til at tage taxaer hjem, ikke gåben. På et tidspunkt gik fejlen op for dem, så melding blev ændret til, at der var isbjørn i Dundas VILLAGE…ha ha en lille smule pinligt for dem.

Det er alligevel for ærgerligt ikke at få testet udstyret, så efter aftensmad kører vi over ved det gamle hospital, der ligger lidt værk fra gadelygterne og slår telt op. Det tager en rum tid. Jorden er selvfølgelig bundfrossen, med meget lidt sne på, der er intet vi kan sætte noget fast i. Det ender med at vi graver ud i en snedrive, så halvdelen af teltet kan fæstnes med pløkker, gåstave og  skaftet af sneskovlen. Det blæser ikke, så det står fint nok, geværet er i forteltet, og vi kravler i poserne.

Det er koldt, rigtig koldt, og først fryser mine ben, og min kæmpestore dunjakke kommer ned i posen. Det går også fint et stykke tid, men så fryser fødderne. På med fodvarmere, men det hjælper ikke. Kl. 01 giver jeg op. Vækker Mikkel, der ligger ved siden af og snorker i sin nye dunpose, helt varm og tilfreds, men mine briller frøs til, da vi slog teltet op, så jeg kan ikke selv kører hjem. Resten af natten bliver i min egen seng med temmelig meget nattøj på, jeg var alligevel blevet koldere, end jeg lige kunne mærke.

Grundlæggende var overnatningen jo en succes; vi fik testet grej. Summa sumarum min sovepose er for kold og vi skal have nogle isskruer og snepløkker til teltet.

Søndag tager vi på en gåtur ind til isvæggen. Den ligger i østlig retning ind mod indlandsisen, og man kan køre et godt stykker der ud, og så gå resten af vejen. Den perfekte lejlighed til at afprøve de snesko, som jeg har lånt af Henrik. Det er minus 40 og det lufter lidt, da vi parkere ved Vortak’en. Vortak’en har form som en kæmpestor bowlingkegle og fyldt med elektronik, der guider flyene ind til landing. Polarharerne har en forkærlighed for den, og der var den sædvanlige bande af 5-6 stykker samlet. Kæmpestore, kridhvide og meget søde, med fluffy ører og sorte øjne.

I middagslyset kunne vi se helt ind til isen, der tårner sig op ret forud mod vest og til siderne gamle dale i nord/sydgående retning, som isen har gravet ved fremstød og tilbagesmeltning. Hele landskabet er en mosaik af hvide flader brudt af teglrøde sten og sorte flader af fjeld. Der er bløde skråninger og opstigninger, og bratte klippesider, hvor isen har gnavet sig forbi.

.

Her er de 5 banditter. de vejer ca 4-5 kg hver, og da polarrævene kun vejer 3-3,5 kg, så er de ikke bytte for dem. Rævene har til gengæld en fest om foråret på harekillinger.

Det er indlandsisen lige bag ved fjeldkanten.

Det smukke farvespil i himlen er svært at fotografere.

Det har sneet meget i år og der ligger dyner af sne over alt.

 Jeg spænder sneskoene på og af sted i retning af isen. Underligt nok sakker Mikkel bagefter hele tiden. Efter 20 minutter er vi nede i dalen der fører til isvæggen. Nu fortryder han nok, at han kaldte mig en nørd, da jeg tog sneskoene på, han synker hele tiden i og går lige så meget op og ned som fremJ Sneskoene bære mig oppe, helt perfekt, man skal bare ikke slæbe på fødderne, så falder man på snotten, når takkerne tager fat i sneen. Efter endnu 20 minutter er vi ved isvæggen.

Mig og mine lånte snesko. Top gear til en tur på sne.

Mikkel foran isvæggen. Den er næsten også helt sneet til, og lige nu bliver der ikke klatret på den. Det er simpelthen også for koldt, men ellers er der to fyre, der klatre her. Før jul havde de slæbt generator og spotlampe med ud, så de kunne træne, de skulle på en tur til Nepal og isklatre i Januar.

En af isklatrene fortalte mig, at der ligger 5 m sne i dalen, der hvor Mikkel står. Læg også mærke til overhænget af sne på toppen af væggen. Der er kan faktisk komme en lavine deroppe fra, så man skal ikke stå for tæt på.

Den er flot med blåis og meget sne på. Det er tydeligt at se, at vinden blæser rigtig meget her, sneen er hvirvlet op ad væggen og frosset fast. Går lidt rundt og kigger og fotografere. Lyset falder hurtigt, så vi stamper tilbage mod bilen. Godt, at Vortak’en lyser op ligesom et fyr, alle kendemærker og konturer bliver hurtigt utydeligt i skumringens lyserøde og blågrønne farver. Så er det tid til en kop cacao og nyde udsigten over basen, det frosne hav og Saunders Ø i baggrunden til højre, der ligger 20 km fra land mod vest og Canada. På en klar sommer dag skulle man kunne se helt til Canadiske fastland.

Det er ikke så underligt, at storme inde fra isen har let spil. Der er intet, der forhindre vinden i at ramme basen med fuld styrke. Her hvor vi sidder ved Vortak'en er der tit de højeste vindhastigheder, der det stormer.

I løbet af den her uge, har der været adskillige naturfænomener på spil. Faktisk på samme dag, i torsdags. Der var blevet spået nordlys torsdag morgen, og vores chef gav lov til at køre op på Sydbjerget for at se det. Der er normalt ikke nordlys her, da TAB ligger for nordligt, men dagen før havde en vejrmand set det.

Så vi kører op til toppen af Sydbjerget. Der er en masse antenner og sager, og den berømte sydstjerne, der er tændt om vinteren og kan ses tydeligt fra basen. Vi er lige nået derop, da vi bliver kaldt på radioen. Amerikanerne har set en bamse i deres infrarøde kameraer nede på haven, og nu er baseområdet er gået i storm Delta (hvor alle skal være indenfor), mens de eftersøger den, og ingen må kører ind på basen.

Ikke noget nordlys, men basen ser ud som en hel City by Night fra Sydbjerget kl 7 om morgenen i februar.

Vi bliver lidt deroppe og nyder udsigten over basen, der ligger som et storbylyshav under os, men der er ikke noget nordlys – har aldrig været ude for at nogen kunne tidsfæste, hvornår der skulle være nordlys, men man siger jo ikke nej til en lille udflugt i arbejdstiden – og vi kører sammen med nogle teknikkere ned til vejrstationen længere ned af fjeldet. Det sidder vi så i to timer og glor fjernsyn, drikker te, spiser vejrfolkenes snacks og ser hvad overlevelsespakkerne indeholder (kedeligt kan jeg fortælle, håber ikke jeg får brug for dem nogen sinde).

Udstyret i vejrhytten er ret interessant. Der er nogle italienere, der har en kæmpe maskine til at undersøge ozonlaget. Der findes kun en anden i verden, den står på sydpolen. Og DMI har forskelligt udstyr. Helt flippet er det med vejrballonerne. De er nødt til at være smurt ind i olie, for ellers tørre de ud i den tørre luft heroppe. Når de skal sendes op, må de ikke have olie på, så de ligger i varmeovn i 2 dage i træk for at få olien væk. Det samme med de måleinstrumenter, der skal med op med vejrballonen, de ryger også ind og bager et par dage.

Tilbage på arbejde ligger jeg sidste hånd på en kampagne, der skal få medarbejderne til at stramme sig an med oprydning og orden. Der bliver afholde Inspection General i starten af marts, og alt skal være lydefrit, når det amerikanske hold kommer og tjekker US Airforce, og dermed også tjekker os. Plakater, foldere, intranet og info-kanal er nu overplastret med oplysning om, hvad en IG er, og hvad forventningen til alles indsats er. Kampagnen kører hele februar, forhåbentlig når folk ikke samme kommunmikationskvalmepunkt som med H.C Andersen åretJ

And now to something completely different. I aften skal jeg til klassisk musikaften hos Jake, en af de amerikanske vejrmænd. Mere om det senere.

JBettina