Månebase Alfa

Sidste mandag før jul, og vi har -8 grader, og det er varmt. Sådanne høje temperaturer har vi haft et par dage, så parkaen kan ligge sammen med rygsækken på bagsædet af bilen. Helt usædvanligt er der høje temperaturer og ingen storm, metrologerne her, der er tre, der går under kælenavnet the weather gurus, er meget forundret. Det er også noget med, at det er fuldmåne og endda en lidt sløret en, så vi burde faktisk sidde hjemme i barakken i en storm Charlie. Til gengæld er der lovet lidt sne her i løbet af torsdag-fredag, så måske bliver det en rigtig jingle bell jul. Der er selvfølgelig hvidt udenfor uanset hvad, men vi kunne godt trænge til et friskt lag – og så kunne jeg også lige komme ud på ski igen. Er ellers helt smadre efter en lørdagstræning bestående af en times body pump (vægtstangstræning til rockmusik, hvor træneren, hun står og råber kommandoer og har skuldermuskler som en bryder) efterfulgt af en times yoga, hvor jeg blev strukket heeeeeelt uuuuuudd.

Heldigvis skulle jeg bare kører bil søndag. Et par gutter og jeg havde arrangeret et visit til radaren, grunden til at basen er her og hvad deraf følger; at vi er her. Den hedder BMEWS, Ballistic Missile Early Warning System, ligger 17 km væk ind mod indlandsisen og i ca. 430 m højde over havet. Når man kører derop, og er på afstand, så kan man virkelig se, hvor lidt basen fylder i landskabet. Bare et lille bitte oplyst område mellem fjeldene og med det mørke hav foran, der er helt væk i den blæksorte vinterdag.

Det var super interessant at se radaren, vi havde en brandmand til at vise os rundt, der havde arbejdet der i 8 år. De har 24 timers vagt, og så fri 24 timer på basen. De går nogle runder, men ellers er der ikke noget at lave, med mindre der er brand – pivkedelig måde at tjene sine penge på i min optik; de har en flimmerkasse, et køkken, soverum og et fitnesscenter, hvor det larmer og suser fra maskinerne, til at forlyste sig med.

Vi så selvfølgelig ikke alt det hemmelige, hvilket er ca. det hele, men vi stod bag selve radarvæggen og så kølerørene og kobberledningerne, der transporterer informationerne. De bruger det meste af tiden på at notere rumskråt, der flyver omring 4300 genstande rundt i rummet, og de har alle et nummer og er registreret. Hvis et nummer pludselig ikke viser sig på radaren på det tidspunkt, hvor den skal, så får de en alarm og skal finde ud af hvor den så er. Hvis det handler om noget nyt, der flyver rundt, så har de 48 sekunder til at registrere, lokalisere, beregne tid og nedslagssted og sende det videre til en base i Colorado. Da en astronaut for et par år siden tabte en værktøjskasse i rummet, blev der ringet og rapporteret, og sendte beskeden videre til de 5-6 radarstationer, USA her i hele verden, så de var forberedt på et nyt stykke himmelskrald. En del af det styrter ned mod jorden og bliver brændt op i atmosfæren, vist 400 stykker om året, så de har da lidt at holde styr på, de to der sidder og glor på skærmen. Det koster en bananrepublik at holde hele TAB i gang, og brandmanden sagde, at hvis radaren futtede af en dag, så ville den nok ikke blive genopbygget. Med moderne teknologi kan man placere den et andet mere menneskevenligt og nemmere fremkommeligt sted.

En fin lille historie var ved årtusindskiftet, da alle var i panik over, hvad computerne ville stille op med år 2000. Det var de også bekymrede over på overvågningsbaser verden over, og de lavede simpelthen den deal, at alle radar i den ”fri verden” fik besøg af et par røde russere og omvendt. Hvis der så opstod kaos og der pludselig var missiler på himlen, så kunne ”fjenden”, der sad på stolen ved siden af, verificere, at der ikke var blevet trykket på nogen af de røde knapper, og eventuelle missilerne derfor var en fejl ved systemet. Da 2000 gik lige så fint i computerne som 1999, skete der ikke noget – så vidt vi ved, altså.

Komplekset ligger på et lille plateau med fri udsigt 360 grader rundt. Radaren sidder oven på en lang bygning, som et tårn med et ”all seeing eye” på begge sider. ”Øjnene” er to store nubrede flade cirkeler på hver side af tårnet, der sender og modtager informationer fra rummet over polarhavet og landene, der støder op til. Der er ingen vinduer i bygningen, alt er stål og helt lukket og summende, som en cyberfæstning. Der er lange tunneler til andre bygninger ved siden af, som lange grå grene, der skyder knop på den øde fjeldtop. Udsigten mod nord er til gengæld helt unik med tre kæmpelange gletscherfronter, der skyder sig ud i Wolstenholme fjord; Chamberlin gletscher mod nordvest, Knus Rasmussens gletscher mod nord og Harald Moltkes bræ mod øst. Fjorden er eneste sted i verden hvor tre aktive gletsjere mødes. Lige nu ligger de i dvale, isen er mørk og glimter kun svagt i månelyset.

Da vi har lagt ståltårnet bag os og kører med vest, hjem mod basen, har vi et magisk udsyn ud over den store dal med basen, som en glitrende perle, lukket inde i en rosa stribe af blegt lys mellem havet og den mørkeblå overtrukne himmel. Dalens trug, udhulet af en gletscher i tidernes morgen, er en stenmark overtrukket med is og sne, og vi kører ned ad den snehvide vej med vejviserpinde i kanten, hypnotiserende reflekterende i rødt og gult. Syd for vejen blinker lysene i hvidt og rødt fra DET-1, en radiomodtagestation, og på Sydbjerget kan vi se stjernen, der fra gammel tid er den, man kigger på, når man har hjemve.  Alt er stille, stivnet, hvidt og blåsort. Velkommen til Månebase Alfa på toppen af kloden.

JBettina

BRAVO OSKAR PAPA

Sidder på arbejde, klokken er 9.30 og stormen buldre afsted uden for. Dog stadig kun i storm Bravo. Inde ved isen er de i storn Delta (total storm) og Charlie(meget storm), så det er kun et spørgsmål om tid, før vi også går i storm Charlie her ude ved vandet. Når den bliver meldt i Charlie i PA-systemet, så har vi 15 minutter til at forlade bygningen og kører hjem. Vi må først gå ud igen, når den er nede i Bravo, og så kun to og to i bilerne eller med bilradioen tændt. Alle biler har radio koblet op på et centralt center, der hedder Hill Top. På Hill Top tager de imod alle meldinger fra biler og håndholdte radioer, og de melder også hvis stormkonditionerne ændre sig. Tager jeg bilen og kører udenfor basen her i stormsæsonen, så skal jeg ned til Hill Top og skrive en seddel med data på bilen, mig og min rute, og jeg skal kalde, når jeg kører ud af basen; når jeg når mit mål; når jeg kører hjem mod basen og til sidst, når jeg er på basen igen, skal jeg forbi Hill Top igen og gå ind og sige, at jeg er hjemme igen. Der er rigtig meget sikkerhed omkring færdsel i området, og hvis man planlægger at gå fra bilen, får man en håndholdt radio med. Hvis jeg er ude i længere tid, skal jeg kalde Hill Top hver tredje time. Big brother is watching you!

BRAVO OSKAR PAPA er mine INDIAnitialer, altså BOP, men jeg er VICTORed aTANGO tage et VHF-radiokursus, så jeGOLF skal ØRESUNDve mig i det fonetiske ALFAlfabet. På torsdag, LIMAillejuleaftensdag!, er DELTAer prøve, og der skal jeg KILOunne det - og 80 siders takst om ROMEOadiokommuniaktion til søs. Nu har JULIETTAeg jo ikke noget skib, sÅSE det er mere ECHOn sikkerhedsforanstaltning, til NOVEMBERår jeg SIERRAejler med lokale skippere - hvis DELTAe nUNIFORM skulle FOXTROTalde om eller noget. Det er BRAVOilligt at tage det HOTELer, der er også nogle, der tager YANKEEachtskipperCHARLIEertificat - MIKEen der vil jeg vist alligevel vÆGIRlge at have båden først:)

Nok med fonetisk alfabet for denne gang. Det ser ikke ud til, at de melder stormen op. Der er tre parametere, de kigger på, vejrfolkene og øverste commander; vindstyrke, overisning og sne. Der er ikke så meget sne i den her, så sigtbarheden er åbenbart ok, selv om det blæser 7 pelikaner. Så tilbage til arbejde og ha' en rigtig god dag

:)Bettina

Hot Standby

Har brugt noget tid i den første uge, jeg var her, på at lægge dokumenter om El-produktion ind i en database, og der er ”hot standby” den term, der bruges, når en kraftstation er klar til at overtage el-produktionen fra en anden. Og det er lige præcis sådan jeg har det – hot standby. Jeg er så klar til at overtage opgaver fra min snart afgående kollega, og vil gerne så hurtigt som muligt holde op med at være ny.

At være ny er bare så kedeligt og frustrerende, fordi man ikke kan aflaste, løse opgaver eller ved, hvad der foregår. Vi møder 6.30 og har fri 17.30, en times ubetalt frokost inkl. 5 dage i ugen, og det en lang dag at være ny i. Heldigvis har jeg gode kollegaer, bl.a. en anden ny, Anders, der er en måned gammel.

At være ny i fritiden er meget sjovere, og der er allerede afkrydset en del ting:

·         Set frossent vandfald inkl. gåtur på 8 km i -15 grader

·         Fitnesscenter er efterprøvet, og det gør stadig nas dagen efter for mange mavebøjninger

·         Alpha-storm melding, hvilket betyder, at man ikke må køre uden for basen i fritiden.

·         Bravo-storm melding, som betyder, at man skal være to sammen, når man er udenfor.

·         Delta-storm melding, der betyder, at man bliver fyret, hvis man går uden for en dør (har ikke prøvet Charlie-storm, der vist betyder noget i retning af, at man fryser til døde, bare man åbner et vindue)

·         25 kanaler på flimmeren

·         Juletræstænding med juletræ af stålrør og fotografering med julemanden (den rigtige)

·         Kørt 4-hjulstækker på daglig basis uden at kører ind i nogen eller noget– endnu.

Første weekend, jeg var ude og gå 8 km t/r i ødemarken for at se på et lille vandfald- nu isfald, med en af ingeniørerne. Masser af varm kakao og fin tur. Mandag havde han lige konfereret med betjenten, og det er så meget anbefalelsesværdigt at have en riffel med... Godt så, det har vi så næste gang! Ingeniøren har tilbudt at give mig et riffelskydekursus, når lyset kommer tilbage, han har været i hæren. Udmærket, så kan jeg også skræmme bamsen, hvis jeg møder en. Det er ikke noget problem at få jagttegn, man skal bare bo her.

Fredag d. 19. Nov. var det slut med det, der hedder civil twilight (er det så kun militærpersoner, der kan se? Nej, se svaret nederst i indlægget) Der er lidt lys tilbage, altså i virkeligheden er det bare ikke helt sort mørkt midt på dagen - så lys og lys, det er som man tager det. Til gengæld er der er meget flotte måne op- og nedgange heroppe.

Det betyder også, at gå-turer i felten er indstillet. Jeg har kørt lidt rundt i stedet. Blandt andet ind til BMEWS, der er radarstationen. Det er 17 km væk ind mod indlandsisen, og det er der stormene altid kommer først. De får også hyppigere storm Delta og Charlie, så de har eget el-værk, restaurant, sove- og fitnessrum derude. Man skal have en speciel godkendelse for at komme ind, og jeg har ikke noget at gøre der arbejdsmæssigt, men jeg kan få en rundvisning på et tidspunkt. Det hele er selvfølgelig tophemmeligt, så selve radarskærmene får man ikke at se. Har også stået på ski rundt på basen i sidste weekend, hvor der var Alpha stormvarsel. Super sne, og godt udstyr, jeg kunne leje i community center (fælleshuset). Indtil flere billister var ved at kører i grøften ved synet af mig, så det er vist ikke så tit, at folk er ude på brædderne her :D

Jeg har boet i en gæstebarak siden jeg kom, så jeg har ikke nogen kollegaer rundt om mig i fritiden, men det kommer i næste måned, hvor der er nogen, der rejser hjem for good (terminere, kalder de det, som om man stiller træsskoene – men tager billetten, der gør man jo på en mådeJ). Så kan jeg få en plads en ikke-ryger barak og top tune mine 15m2. Man kan godt lave mad hjemme i fælleskøkkenet, men mange går i Dinning Hall og spiser. Her kan man få alle måltider og de kører med en 8 ugers rotation på menuerne, så efter et år, kan det være, at der opstår mere kokkereren hjemme. Mit køkken her er noget underbemandet ud i køkkensager, så jeg spiser kun morgenmad her. I weekenden er der brunch både lørdag og søndag med frisk lavede omeletter, spejlæg og pandekager, just the way you like it.

D. 24. Nov havde vi julefrokost på arbejde. Det var hyggeligt, med masser af mad. Dagen efter var det Thanksgiving og vi havde fri, stor tak til amerikanerne for denne opfindelse. Basen fik top fint besøg af general Schwartz, der kom for at se basen og skære kalkunen for til Thanksgiving. Der er kun 3 personer på rangstigen mellem ham og Obama. Jeg så ham overhovedet ikke, det vigtigste var nu også, at Thanksgiving var en fridag. Fedt at sove længe, står ellers op omkring kl. 5. Først brunch og så en times spinning, de har rigtig gode fitnessfaciliteter, lidt film og så til Thanksgiving dinner med kalkun (saftig faktisk) og tilbehør.

Julen bliver med 20-30 mennesker i min nye barak, meget stor jul. Ved ikke helt, hvad det kommer til at gå ud på, men det finder jeg ud af 2. December, når jeg flytter til barak 324. Lige nu er de fleste nervøse for flyet 1. december. Det er juleflyet ,og rigtig mange flyver hjem til jul, og nu er der lovet storm igen. Der er et par små fly mere i december, men de er vist alle booket op, så den her airbus (=stor flyver) skal bare komme. Vi er 3 tilbage på mit kontor, ellers er vi 7, så der skal hygges med den chokoladekalender, jeg har taget med op, og forhåbentlig en fredelig december.

Lige nu er vi i alpha stormvarsel, sneen er som benhård marenge fra sidste storm/tøvejr, så i stedet for en skitur står den på 1. søndag-i-advent-juleklip i community center og en tur i cirkus fitness. Næste uge skal vi have alle dk-julerne godt ud af basen og vist en masse snevejr, juhu.

 :)Bettina

Svar: Vi er nu i perioden med Nautical twilight, altså det er ikke bulderravende mørkt. Det er, når solen står mellem 6 og 12 grader under horisonten. Nautical twilight ender, når der ikke længere er muligt at navigere efter horisont linien. Civil twilight, altså tusmørke, vender tilbage den 24. Januar, og den 10. Februar begynder solen at stå op igen bag indlandsisen og fjeldene. Den 21. februar, hvor solens stråler første gang rammer Commanderens bygning, er der First Light Festival.

Optur

Har haft lidt problemer med at komme på nettet, så her er en forsinket epistel om turen herop fra onsdag d. 10. November 2010

Den lille Dash-8’er rumler og suser omkring mig og 15-20 andre Thule-arbejdere på vej mod basen med 500 km i timen. Det er overskyet uden for, men det skulle klare op, når vi kommer højere op nord på. Når vi lander er det kl. 12.15 Thuletid i minus 18 grader og skyfri stjernehimmel.

Turen fra Danmark til Kangerlussuaq(Sønder Strømfjord) gik efter planen, lidt forsinket ud af København.  Julie Bertelsen var med, man kan vel sine kendisser. Da vi nærmede os fjorden, klarede det lidt op, og den grønlandske kvinde på den anden side af gangen fra mig, der indtil nu havde været den glade lettere overrislede dame, blev nu den lettere grædende dame og fortalte, hvordan hun kendte hele området, fordi hun havde gået på jagt der med sin far som barn. Åbenbart var det længe siden, hun havde været hjemme, og længslen overmandede hende der i flysædet. 

Jeg gjorde det modsatte, da min lillesøster med gravid topmave og minimal vralten gik ud af terminal 2, og jeg stod oppe på vej mod Security og kiggede på hende gennem glasset. Jeg strammede mig an, og prøvede at kontrollere sommerfuglene i maven og klumpen i halsen, der siden jeg vågnede, havde  været de første tegn på, at jeg var i gang med at foretage mig noget totalt vanvittigt spændende og skrækindjagende.  Job på Thule Air Base, hvad fanden tænker jeg på?

Det sad jeg og funderede over ude ved gaten, da en kendt stemme pludselig sagde hej. Der var sgu Morten. Elektriker-Morten, der havde boet i Tasiilaq sammen med  thailandske Pa, og som jeg lærte at kende i de 6 år, jeg var der om sommeren. Han var senere blevet skilt fra hende, havde fundet en ny thailandsk kone og fået en søn. Nu boede han i Bangkok med sin familie og havde arbejdet på TAB de sidste 5 år. Kanon at møde ham, og heldigvis var han overbevist om, at jeg ville blive glad for at være på basen. Helt beroligende fortalte han, at der var masser af aktive folk, der gerne ville med ud i mutten(naturen)  - sikkert de samme, som jeg ville møde i fitnesscentret. Sådan, nu kender jeg allerede en på min nye arbejdsplads. Ikke så tit man møde nye kollegaer i en lufthavn.

Kangerlussuaq var som sædvanlig et pomfritlugtende kaos, heldigvis med et par kendte turistfolk-ansigter med brede grin, da jeg fortalte, at jeg var på vej op til Thule. Det er da fedt, held og lykke. Og god tur, vi ses, når du skal ned. Måtte lige en tur i butikken (lokalt supermarked) og snuse. Som sædvanlig var der kiwi- og sharonfrugter, men ikke nogen ragsokker til voksne. Skulle have købt en neglefil, en tre-i-ener og en pincet, men det opdagede jeg først i dag, at jeg have glemt hjemme. Der var et opslag i indgangen om salg af rensdyrkød, tilmelding til  julebazaren og et godt tilbud på en Toyota Hiace – civilisation i en nøddeskal.

Heroppe over skyerne er der det smukkeste rosa lys, der blænder ud i orange, gul, grøn og lysseblå. Om 30 minutter lander vi i mørket. Første dag kun en god times flyvetid fra Nordpolen venter. Here we go.

Jomfrublogging

Er klar over, at overskriften kan lede til visse associationer, men her holder vi kammertonen. Dette er mit første jomfruelige forsøg ud i  blogningens kunst. Med tiden skulle det gerne blive interessant at følge med mine skriblerier fra Thule Air Base, men lige nu er jeg stadig i syddanmark travlt beskæftigede med spændende sager som pensionsordning, skattetekniske detaljer i både GR og DK, forsikringer mm.  - og jeg vil sige; Rigsfællesskab mig et vis sted. Man er ikke enige om ret meget, og ingen af parterne gør det nemt for den stakkel, der skal skifte land.

Til gengæld er det langt mere interessant at skrive ting på indkøbslisten, der med 'momsen tilbage' in mente, bliver længere og længere - og lækrere og lækrere. Jeg kan jo ikke regne med at kunne finde parfume fra Paul Smith, nyudgivne bøger eller te fra Nepal, så jeg er NØDT til at købe kraftigt ind. Tror lige, at jeg kan klemme noget shopping ind:)

Lige nu er den størst bekymring, at Udenrigsministeriet ikke har clearet mig endnu - det skal de, før jeg kan flyve til basen - aaarggh, gad vide om de kender til mine bøde for at cykle uden lys og alle de gange jeg har smidt tyggegummi på gaden, for ikke at tale om div. parkering af cykel op ad brandhaner, undladelse af opsamling af hundelort og fumlefuldegængeri. Uværdigt, men sandt.

Jeg tager en tur i min indre trampolin, suser op og ned, og glæder mig til den store tur på tirsdag.

:)Bettina