Ekspedition Vandfaldet - Dundas

En opdatering af, hvad jeg har foretaget mig i april ser ud til at være på sin plads. Vejret har artet sig fantastik hele den foregående måned, og der har været mange ture ud på ski - i det hele taget meget ude-tid. -og derfor ikke så meget inde-tid til at skrive og redigere billeder. I dag har vi storm og alle er hjemme fra arbejde, og det giver den gode anledning til at sætte sig ned og kigge på billeder og råde bod på min neglect af bloggen. Så her er den første billedfortælling om en af skiturene, jeg har været ude på.

Turen fra Vandfaldet til Dundas er egentlig en lidt misvisende titel, for den starter faktisk fra vandsøen, der giver vand til hele basen. Vandet starter som det fineste gletschersøvand og ender som klorlugtende blyinficeret vand i hanerne, så vi køber flaskevand i BX'en, der er fyldt med pftalater i stedet. Helt ufatteligt, og endnu mere, da det samme var tilfældet, da jeg arbejde i forvaltningen. Vandet i det fine Nyrupske haner var bly- eller kobberforgiftet og vi kunne så vælge vand i drikkevandsautomater med sterilitetsfremkaldende sideeffekt. Hvordan kan det ske for mig to arbejdpladser i træk?

Turen indeholder flere faser. Fra basen er der vel 15 min kørsel ud til vandsøen, derfra 4 km på gåben til vandfaldet og derefter 11-12 km på ski til Dundas. Fra Dundas 15 min kørsel i bil til basen. Der er brug for chauffører, der kan køre skiholdet til vandsøen og kan sætte en bil i Dundas, så der ikke er nogen, der skal sidde der og vente på skiløberne. Der er brug for en riffel, fordi der er isbjørne i området. Så er der det sædvanlige nødhjælpsudstyr, satellittelefon, radio, chokolade og masser af godt vejr. Det hele lod sig gøre fredag den 29. april.

Så gøres der klar til turen. Fra venstre Mikkel, Tobias, Henrik og Torben. De to i midten havde frivilligt meldt sig som chauffører, rent faktisk var de på vej til bowling. Bemærk riflen og termokanden, to uundværlige kammerater på tur. 

Så er vi afsted ned nod vandfaldet og fjorden. Foran os venter 4 km på stenmark, derfor har vi også beholdt vandrestøvlerne på; skistøvlerne ville være for glatte. Hvis nogen undre sig over at drengene har tre ski på rygsækken hver, så er det IKKE fordi, at de er for tunge for mig at bære. Jeg er for kort simpelthen, og skiene slæbte efter mig. Ikke at jeg er sluppet  for at høre for det bagefter alligevel.

Posering foran den imponerende Chamberlains Gletscher på den anden side af fjorden.

Så er der foto-kamp på søen.Vandsøen er rimelig stor og isen havde revner over det hele. Meget flot, og det knagede kun lidt:) Isen var helt blå med hvide luftbobler under og delvis dækket af sne, en ret glat omgang at gå på.

Efter vandsøen er terrænet bare sten og sten og sten og is. For tre uger siden var det hele dækket med et tykt lag sne og meget nemmere at gå på, men udsigten er jo smuk.

Efter 1 timer og 15 minutter er vi ved vandfaldet. Jeg har endnu ikke set det i optøet tilstand, det må vente til juni. 

Isfoden er helt opsprækket og gløder i solen. Vi skal sådan set bare følge landet til venstre hele vejen.

Der er fordele ved et frossent vandfald, fx er elvdeltaget ikke fuld af vand og det er nemt at komme ud på havisen. Efter optankning af essentiel ski-dope, cremeskildpadder, og lidt vand, er vi på vej ud over de hvide vidder.

Der lå nogle ordenlige klodser bag os ind mod bunden af fjorden. Indlandsisen ligger bagved fjeldene.

Isfjeldene bliver ved med at imponere mig, selv om jeg har set dem igen og igen i mange år Til juni er det 13 år siden jeg kom til Grønland for første gang.

Lige frem efter næsen, og holde godt øje med bjørne. Der var fine små "alkover" af sne inde ved land, hvor der lige kunne ligge en og hygge sig. Eller en isskosse med fint læ. For alt i verden må vi ikke blive overrasket af eller overraske en bamse, det gælder om at kigge efter, men også nyde de smukke isskulpture og kroppens arbejde hen over den frosne sne.  Vi knirker afsted under den slørede sol og hjerne slår fra, men arme og ben går automatisk i takt og sætter pulsen.

Is i skægget og sorte solbriller i panden er et "must have" på arktisk ekspedition. Mikkel klarer begge dele fint.

Hvad sagde jeg....Torben er også trendy. Jeg kan kun klare det med solbrillerne, heldigvis.

Tilbagekig mod isfjeldene og indlandsisen. Himlen varsler storm med de flade runde linseskyer som jetstrømmene laver, men den kom altså først i dag.

De er et par kilometer tilbage til  Dundas og bilen. Dundas fjeld ses til højre, vartegnet for hele området.  Det ligger på en halvø og tangen til fastlandet er den, vi går efter. Der er bygden, der nu er forladt, og bilen med varm kakao.

Vi når frem da klokken er 23.30 og med pauser har vi været ude i små 4 timer. Kakaoen er varm, og vi sætter os på en bænk og drikker og nyder udsigten. Der ligger en sæl som en lille sort gajol ude på isen. Den soler sig i midnatsolen, og vi pakker sammen og kører tilbage til basen i det blå lys.

:)Bettina