Tilbage på Basen

Allerede i lufthavnen er der en hjemlig atmosfære. Tjekker ind sammen med folk jeg kender, og får en god snak i køen gennem security. Det er stadig et surrealistisk kick, at næsten alle ansigterne i flysæderne er kendte, og at blive genkendt af de fleste på vej ned af gangen mod sin plads.  Thule er et specielt sted, og det er transporten herop også – på den gode måde.

Vi flyver kl. 08.35 fra Kastrup, og turen er mørk hele vej. Da vi begynder at dykke mod landing flyver vi lige ind i det smukkeste lys, blødt i orange og lyserødt smelter det kanterne på de blå fjelde og lader hav og is bade sig blå i kontrasten. Basen dukker op som en buket varme lysprikker i en kolde ismark. Vi lander i minus 21 grader, og jeg hoster det meste af vejen henover landingsbanen til terminalen, den kolde frosne luft er uvant.  På parkeringspladsen står der masser af mennesker, der hilser goddag til nyankomne og farvel til ”feriebørnene”. Nogle tager hjem ”for good”, for altid, de får et ekstra kram, kollegaer, jeg sandsynligvis aldrig kommer til at se igen. Sådan er Thule også.

Basen ligner sig selv fra første gang jeg så den. Der holder en bil på parkeringspladsen til mig, og jeg ser en af mine barakmedbeboere og giver ham et lift. Den sædvanlige konversation om ferien, og hvordan går det ryggen, på vej ned til barakken. Den ligner sig selv, men inden i er der flyttet et par nye beboere ind. En helt ny og en, der er flyttet ind fra en anden barak. Der er kommet flere planter i stuen og der er kommet en ny skænk ved spisebordet. Der er en velkomsthilsen skrevet med rød tusch på white boardet i køkkenet. Opdateringen af de blødere informationer kommer i løbet af dagen; hvem er blevet kærester, hvem er ikke mere, nye folk, amerikanerne… andet sladder. Der er masser af ”velkommen tilbage, hvordan går det med ryggen”, dem,  jeg kender, er interesseret, men ikke anmassende. Det er dejligt at være tilbage, siger jeg, og mener det.

Basen set Nordbjerget mod syd, hvor der stadig er lidt tuslys tilbage. I løbet af de snart ot uger, jeg har været tilbage, er vandet froset rigtigt meget til, og der er snart ikke flere våger tilbage.

Basen set fra sydbjerget med udsigt til Dundasfjeldet og derimellem på landtangen midt i billedet,  den gamle Dundas bygd. Lidt ærgerligt ikke at have oplevet efteråret, hele landskabet er fuldstøndig hvidt igen.

En smuk candyflos farvet himmel. Vi går nærmest rundt i barbieland, når der altså er lidt lys.

Stadig lidt våger ude ved isbjergene, men isen er ikke tyk nok endnu i bugten heller.

Sydstjernen, der blev tændt sammen med juletræet. Det er en kold fornøjelse at stå deroppe og være den, der tænder.

Kontoret er blevet en skov, der er endnu flere planter, end da jeg tog ud. Ellers er alt det samme. Dog har jeg fået nyt skrivebord (igen). En af mine kollegaer var ked af at sidde, hvor hun sad, så hun er flyttet hen på mit, så jeg har nu to nye at vælge imellem. Det ved vinduet eller det ved skranken. Efter lidt prøvetid til begge, bliver det det ved skranken, det andet var for koldt. Lige nu er det meget koldt med temperature ned til minus 36 med wind chill, måske meget godt, så kan jeg få valgt det rigtige skrivebord med det samme. 
I den forgangne uge, der døde. Han blev dårlig, blev indlagt og døde kort efter. Han var ikke særlig gammel. Sådan mærker man også landsbyfølelsen; selv om jeg ikke kender manden, så bliver jeg alligevel berørt. Han var jo Thulefolk.

I torsdags havde jeg 1 års dag. Underligt at det hele kan være det samme og så alligevel meget forandret. Nye folk og så alle dem, der er taget hjem. Fredag tændtes juletræet foran headquater og der var kakao og æbleskiver i Community Centret. Igen kom julemanden, selvfølgelig han bor jo lige om hjørnet, men stemningen var ikke helt så god som sidst, eller er det bare fordi, det var mere spændende første gang? Til gengæld var Mortens aften torsdag rigtig hyggelig med god and i Dinning Hall, og for at det ikke skal være løgn, så lavede vi selv and i barakken i dag. Der bor en kok i vores barak, Andreas, og han ville have lavet mad til os på Mortens aften, men blev kaldt på arbejde. Da var fuglene jo tøet op, så vi stegte dem fredag, med brunede kartofler og det hele til. Det var næsten som juleaften for os, der ikke skal være her til jul, var der en der sagde – så sandt, så sandt.

Julemanden og mig i nobembernatten kl. 16.00. Bagefter optøning med varm kakao i Community Centret.

Flashen gik ikke af, da jeg ville tage et billede af tilskuerne til juletræstændingen, men her kan man så se, hvor godt det er at have reflekser på :)

Vejrudsigten har sagt storm på søndag/mandag længe, men der er dog ikke kommet noget endnu. Jeg tog på en meget lille baserunde på ski i går kl. 13.00. Der er kun 3,5 timers tuslys tilbage mellem kl. 10 og 14, men der er en stor fin måne. Lækkert igen at høre frostsneen knase under skiene og ojenvipperne fryse sammen i vinden. Håber jeg kan nå en tur i dag inden stormen.