Så hvad bruger man i øvrigt godt vejr med næsten ingen vind og -36 grader til? En tur på campings, selvfølgelig. Teste udstyr; kan vi finde ud af at sættet teltet op på is, er soveposen varm nok, virker sneskoene og primussen. Det blev så planen i sidste weekend.
Min gode ven ingeniøren Mikkel vil gerne med, så vi pakker lørdag morgen og mødes i Dining Hall kl. 10.30 til brunch. Målet for dagens tur er Dundas, den bygd, hvorfra folk blev flyttet fra til Qaanaaq, da basen kom; i fjerne tider var det her Knud Rasmussens byggede sin handelsstation – det indlysende mål vores første ekspedition.
Da vi udfyldte sikkerhedsformularen hos Hill Top (radiokommunikationscentret), så de overrasket og medlidende på os; overnatte i -36 i telt? Afgjort uden for pædagogisk rækkevidde, synes deres blik at sige, og de var ikke de eneste. Resten af vores kollegaer, der havde hørt om turen, og det var mange, kamikposten går hurtigt her, udtrykte en blanding af vantro omkring projektet og overbevisning om vores mentale helbreds deroute.
Ikke desto mindre var vi af sted i Mikkels bil omkring 11.30. Planen var et køre til Dundas, en tur på ca. 30 minutter, stille bilen, slå telt op og så luffe lidt rundt. Det geniale ved den plan var, at hvis noget viste sig ikke at fungere, så kunne vi altid hoppe ind i bilen og kører hjem. Hvis vi havde vadet 3 timer ud i fjeldet fra bilen og noget ikke virkede, så skulle vi jo vade 3 timer tilbage, måske midt om natten – ikke så sjovt i den slags kuldegrader, der produceres heromkring.
Pludselig begyndte Mikkels bil at opfører sig underligt og hoppe fremad. Mens vi havde kørt rundt og ordnet med Hill Top og tanket, så havde varmeapparatet, der er i alle biler heroppe, ikke virket og det var pivkoldt i bilen. Det var tændt, men hvor blev varmen af? Det viste sig at varmen på mystisk vis kom ned i motoren, og nu var den så overophedet, at den hoppede og dansede. Der var ikke andet at gøre end at vende om, og finde en ny bil.
Med ny bil på plads, tøffede vi atter mod Dundas, og kom kun til at køre forkert en gang, ja det kan altså lade sig gøre, ud mod en hytte på toppen af Nordbjerget. Fantastisk location, den må vi se nærmere på en anden gang. Tilbage og ned på den flade slette og lige før vi kommer til bygden, kalder en stemme op på radioen og melder isbjørn i Dundas. Stemmen lyd som om den kommer fra en person, der er ret rystet, sådan skinger og kraftig. Campingplanen fordufter med det samme, helt indlysende, men meget spændende med en isbjørn, hvor er den henne? Vi kører ned til husene, der er spredt over et stor område, de fleste af dem lukket af eller bare i forfald. Vi møder en anden bil, men det er ikke dem, der har kaldt ind på radioen. De mener, at det er fra et af husene ned ved vandet. Vi kører alle sammen af sted og holder ved det hus, der er parkeret en bil foran, og det ryger fra skorstenen.
Det helt rigtige sted viser det sig, for Jacob, der har hytten som sommerhus, gik simpelthen lige ud i en isbjørn, da han skulle ud og rode med sin generator bagved. Han er synligt chokeret og holder godt fast i sit gevær. Det var en lille bjørn, og vi kan se sporene bag huset og hvordan de fortsætter op ad skåningen væk fra huset. Den blev så forskrækket over mødet med Jacob, at den spurtede væk. Vi står og snakker lidt ved indkørselen, alle har deres våben i hånden, bekymringen er også, at der må være en isbjørnemor i nærheden. Jeg går tilbage til sporene og fotografere dem, det er stadig ret mørkt, og det er svært at få et godt billede. Lige pludselig begynder drengene at pifte og råbe, og med et føler jeg mig meget udsat – de andre er 20 meter væk, og hvorfor begynder de at råbe. Jeg spurter ned til dem, og når at se den store isbjørn løbe af sted i fuldfirspring nede på stranden ud mod Dundas fjeldet. En stor hvidgul pels forsvinder bag isskosser og sten. Så var der altså en mor.
 |
| Spor fra den lille isbjørn. Omtrent så stort som en damehånd. |
 |
| Fotografen er under total beskyttelse af sin medbragte livvagt. Til højre i billedet kan man se Sydbjerget |
 |
| Den lille base i det store landskab |
 |
| Dundas fjeldet, der har givet navn til bygden. I dag er området givet tilbage til det Grønlandske selvstyre, men det var i mange år en del af det amerikanske forsvarsområde, og derfor blev grønlænderne flyttet herfra. |
 |
| Dundas fjeldet i baggrunden. Det er 200 m højt og en uge om sommeren er der en golfbane på toppen. Endnu bagved Saunders Ø. Det var ved husene ved stranden til venstre, at isbjørnemoren løb og forsvandt. |
På vejen hjem møder vi SP’erne (Security Police) ved broen ind til basen. De spørger, om vi ved, om der er flere biler ude i Dundas. De er åbenbart ved at lukke adgangen ud til området. Amerikanerne tager det med isbjørnene meget alvorligt. Til aftensmad hører vi, at de i skyndingen med at få meldt bjørnadvarsel ud på PA anlægget, ikke havde været opmærksomme på, at det var i Dundas bygd og ikke Dundas Restaurant (det danskerne mest kalder Dining Hall) Alle de spisende var blevet beordret til at blive, og senere til at tage taxaer hjem, ikke gåben. På et tidspunkt gik fejlen op for dem, så melding blev ændret til, at der var isbjørn i Dundas VILLAGE…ha ha en lille smule pinligt for dem.
Det er alligevel for ærgerligt ikke at få testet udstyret, så efter aftensmad kører vi over ved det gamle hospital, der ligger lidt værk fra gadelygterne og slår telt op. Det tager en rum tid. Jorden er selvfølgelig bundfrossen, med meget lidt sne på, der er intet vi kan sætte noget fast i. Det ender med at vi graver ud i en snedrive, så halvdelen af teltet kan fæstnes med pløkker, gåstave og skaftet af sneskovlen. Det blæser ikke, så det står fint nok, geværet er i forteltet, og vi kravler i poserne.
Det er koldt, rigtig koldt, og først fryser mine ben, og min kæmpestore dunjakke kommer ned i posen. Det går også fint et stykke tid, men så fryser fødderne. På med fodvarmere, men det hjælper ikke. Kl. 01 giver jeg op. Vækker Mikkel, der ligger ved siden af og snorker i sin nye dunpose, helt varm og tilfreds, men mine briller frøs til, da vi slog teltet op, så jeg kan ikke selv kører hjem. Resten af natten bliver i min egen seng med temmelig meget nattøj på, jeg var alligevel blevet koldere, end jeg lige kunne mærke.
Grundlæggende var overnatningen jo en succes; vi fik testet grej. Summa sumarum min sovepose er for kold og vi skal have nogle isskruer og snepløkker til teltet.
Søndag tager vi på en gåtur ind til isvæggen. Den ligger i østlig retning ind mod indlandsisen, og man kan køre et godt stykker der ud, og så gå resten af vejen. Den perfekte lejlighed til at afprøve de snesko, som jeg har lånt af Henrik. Det er minus 40 og det lufter lidt, da vi parkere ved Vortak’en. Vortak’en har form som en kæmpestor bowlingkegle og fyldt med elektronik, der guider flyene ind til landing. Polarharerne har en forkærlighed for den, og der var den sædvanlige bande af 5-6 stykker samlet. Kæmpestore, kridhvide og meget søde, med fluffy ører og sorte øjne.
I middagslyset kunne vi se helt ind til isen, der tårner sig op ret forud mod vest og til siderne gamle dale i nord/sydgående retning, som isen har gravet ved fremstød og tilbagesmeltning. Hele landskabet er en mosaik af hvide flader brudt af teglrøde sten og sorte flader af fjeld. Der er bløde skråninger og opstigninger, og bratte klippesider, hvor isen har gnavet sig forbi.
 . |
| Her er de 5 banditter. de vejer ca 4-5 kg hver, og da polarrævene kun vejer 3-3,5 kg, så er de ikke bytte for dem. Rævene har til gengæld en fest om foråret på harekillinger. |
 |
| Det er indlandsisen lige bag ved fjeldkanten. |
 |
| Det smukke farvespil i himlen er svært at fotografere. |
 |
| Det har sneet meget i år og der ligger dyner af sne over alt. |
 |
| Mig og mine lånte snesko. Top gear til en tur på sne. |
 |
| Mikkel foran isvæggen. Den er næsten også helt sneet til, og lige nu bliver der ikke klatret på den. Det er simpelthen også for koldt, men ellers er der to fyre, der klatre her. Før jul havde de slæbt generator og spotlampe med ud, så de kunne træne, de skulle på en tur til Nepal og isklatre i Januar. |
 |
| En af isklatrene fortalte mig, at der ligger 5 m sne i dalen, der hvor Mikkel står. Læg også mærke til overhænget af sne på toppen af væggen. Der er kan faktisk komme en lavine deroppe fra, så man skal ikke stå for tæt på. |
Den er flot med blåis og meget sne på. Det er tydeligt at se, at vinden blæser rigtig meget her, sneen er hvirvlet op ad væggen og frosset fast. Går lidt rundt og kigger og fotografere. Lyset falder hurtigt, så vi stamper tilbage mod bilen. Godt, at Vortak’en lyser op ligesom et fyr, alle kendemærker og konturer bliver hurtigt utydeligt i skumringens lyserøde og blågrønne farver. Så er det tid til en kop cacao og nyde udsigten over basen, det frosne hav og Saunders Ø i baggrunden til højre, der ligger 20 km fra land mod vest og Canada. På en klar sommer dag skulle man kunne se helt til Canadiske fastland.
 |
| Det er ikke så underligt, at storme inde fra isen har let spil. Der er intet, der forhindre vinden i at ramme basen med fuld styrke. Her hvor vi sidder ved Vortak'en er der tit de højeste vindhastigheder, der det stormer. |
I løbet af den her uge, har der været adskillige naturfænomener på spil. Faktisk på samme dag, i torsdags. Der var blevet spået nordlys torsdag morgen, og vores chef gav lov til at køre op på Sydbjerget for at se det. Der er normalt ikke nordlys her, da TAB ligger for nordligt, men dagen før havde en vejrmand set det.
Så vi kører op til toppen af Sydbjerget. Der er en masse antenner og sager, og den berømte sydstjerne, der er tændt om vinteren og kan ses tydeligt fra basen. Vi er lige nået derop, da vi bliver kaldt på radioen. Amerikanerne har set en bamse i deres infrarøde kameraer nede på haven, og nu er baseområdet er gået i storm Delta (hvor alle skal være indenfor), mens de eftersøger den, og ingen må kører ind på basen.
 |
| Ikke noget nordlys, men basen ser ud som en hel City by Night fra Sydbjerget kl 7 om morgenen i februar. |
Vi bliver lidt deroppe og nyder udsigten over basen, der ligger som et storbylyshav under os, men der er ikke noget nordlys – har aldrig været ude for at nogen kunne tidsfæste, hvornår der skulle være nordlys, men man siger jo ikke nej til en lille udflugt i arbejdstiden – og vi kører sammen med nogle teknikkere ned til vejrstationen længere ned af fjeldet. Det sidder vi så i to timer og glor fjernsyn, drikker te, spiser vejrfolkenes snacks og ser hvad overlevelsespakkerne indeholder (kedeligt kan jeg fortælle, håber ikke jeg får brug for dem nogen sinde).
Udstyret i vejrhytten er ret interessant. Der er nogle italienere, der har en kæmpe maskine til at undersøge ozonlaget. Der findes kun en anden i verden, den står på sydpolen. Og DMI har forskelligt udstyr. Helt flippet er det med vejrballonerne. De er nødt til at være smurt ind i olie, for ellers tørre de ud i den tørre luft heroppe. Når de skal sendes op, må de ikke have olie på, så de ligger i varmeovn i 2 dage i træk for at få olien væk. Det samme med de måleinstrumenter, der skal med op med vejrballonen, de ryger også ind og bager et par dage.
Tilbage på arbejde ligger jeg sidste hånd på en kampagne, der skal få medarbejderne til at stramme sig an med oprydning og orden. Der bliver afholde Inspection General i starten af marts, og alt skal være lydefrit, når det amerikanske hold kommer og tjekker US Airforce, og dermed også tjekker os. Plakater, foldere, intranet og info-kanal er nu overplastret med oplysning om, hvad en IG er, og hvad forventningen til alles indsats er. Kampagnen kører hele februar, forhåbentlig når folk ikke samme kommunmikationskvalmepunkt som med H.C Andersen åretJ
And now to something completely different. I aften skal jeg til klassisk musikaften hos Jake, en af de amerikanske vejrmænd. Mere om det senere.
JBettina
Du skriver altså kanongodt. Vil gerne se nogle flere billeder af TAB, herunder køkken, Dundas dining hall, barakker mv. Men på den anden side er det ikke så sjovt som Bamsespor:-)
SvarSlet