Heldigvis skulle jeg bare kører bil søndag. Et par gutter og jeg havde arrangeret et visit til radaren, grunden til at basen er her og hvad deraf følger; at vi er her. Den hedder BMEWS, Ballistic Missile Early Warning System, ligger 17 km væk ind mod indlandsisen og i ca. 430 m højde over havet. Når man kører derop, og er på afstand, så kan man virkelig se, hvor lidt basen fylder i landskabet. Bare et lille bitte oplyst område mellem fjeldene og med det mørke hav foran, der er helt væk i den blæksorte vinterdag.
Det var super interessant at se radaren, vi havde en brandmand til at vise os rundt, der havde arbejdet der i 8 år. De har 24 timers vagt, og så fri 24 timer på basen. De går nogle runder, men ellers er der ikke noget at lave, med mindre der er brand – pivkedelig måde at tjene sine penge på i min optik; de har en flimmerkasse, et køkken, soverum og et fitnesscenter, hvor det larmer og suser fra maskinerne, til at forlyste sig med.
Vi så selvfølgelig ikke alt det hemmelige, hvilket er ca. det hele, men vi stod bag selve radarvæggen og så kølerørene og kobberledningerne, der transporterer informationerne. De bruger det meste af tiden på at notere rumskråt, der flyver omring 4300 genstande rundt i rummet, og de har alle et nummer og er registreret. Hvis et nummer pludselig ikke viser sig på radaren på det tidspunkt, hvor den skal, så får de en alarm og skal finde ud af hvor den så er. Hvis det handler om noget nyt, der flyver rundt, så har de 48 sekunder til at registrere, lokalisere, beregne tid og nedslagssted og sende det videre til en base i Colorado. Da en astronaut for et par år siden tabte en værktøjskasse i rummet, blev der ringet og rapporteret, og sendte beskeden videre til de 5-6 radarstationer, USA her i hele verden, så de var forberedt på et nyt stykke himmelskrald. En del af det styrter ned mod jorden og bliver brændt op i atmosfæren, vist 400 stykker om året, så de har da lidt at holde styr på, de to der sidder og glor på skærmen. Det koster en bananrepublik at holde hele TAB i gang, og brandmanden sagde, at hvis radaren futtede af en dag, så ville den nok ikke blive genopbygget. Med moderne teknologi kan man placere den et andet mere menneskevenligt og nemmere fremkommeligt sted.
En fin lille historie var ved årtusindskiftet, da alle var i panik over, hvad computerne ville stille op med år 2000. Det var de også bekymrede over på overvågningsbaser verden over, og de lavede simpelthen den deal, at alle radar i den ”fri verden” fik besøg af et par røde russere og omvendt. Hvis der så opstod kaos og der pludselig var missiler på himlen, så kunne ”fjenden”, der sad på stolen ved siden af, verificere, at der ikke var blevet trykket på nogen af de røde knapper, og eventuelle missilerne derfor var en fejl ved systemet. Da 2000 gik lige så fint i computerne som 1999, skete der ikke noget – så vidt vi ved, altså.
Komplekset ligger på et lille plateau med fri udsigt 360 grader rundt. Radaren sidder oven på en lang bygning, som et tårn med et ”all seeing eye” på begge sider. ”Øjnene” er to store nubrede flade cirkeler på hver side af tårnet, der sender og modtager informationer fra rummet over polarhavet og landene, der støder op til. Der er ingen vinduer i bygningen, alt er stål og helt lukket og summende, som en cyberfæstning. Der er lange tunneler til andre bygninger ved siden af, som lange grå grene, der skyder knop på den øde fjeldtop. Udsigten mod nord er til gengæld helt unik med tre kæmpelange gletscherfronter, der skyder sig ud i Wolstenholme fjord; Chamberlin gletscher mod nordvest, Knus Rasmussens gletscher mod nord og Harald Moltkes bræ mod øst. Fjorden er eneste sted i verden hvor tre aktive gletsjere mødes. Lige nu ligger de i dvale, isen er mørk og glimter kun svagt i månelyset.
Da vi har lagt ståltårnet bag os og kører med vest, hjem mod basen, har vi et magisk udsyn ud over den store dal med basen, som en glitrende perle, lukket inde i en rosa stribe af blegt lys mellem havet og den mørkeblå overtrukne himmel. Dalens trug, udhulet af en gletscher i tidernes morgen, er en stenmark overtrukket med is og sne, og vi kører ned ad den snehvide vej med vejviserpinde i kanten, hypnotiserende reflekterende i rødt og gult. Syd for vejen blinker lysene i hvidt og rødt fra DET-1, en radiomodtagestation, og på Sydbjerget kan vi se stjernen, der fra gammel tid er den, man kigger på, når man har hjemve. Alt er stille, stivnet, hvidt og blåsort. Velkommen til Månebase Alfa på toppen af kloden.
JBettina
